Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Sultan Qaboos, der døde fredag – sandsynligvis af kræft – i en alder af 79 år, var en moderne regent, der skabte stor velstand og udvikling i Oman.
Han var uddannet i Vesten og havde mange kontakter udadtil. Sultan Qaboos sørgede for, at der er sundhedsposter, skoler og moskeer i stort set alle landsbyer i landet, og at der i dag er universiteter og institutioner, der arbejder for befolkningen.
Samtidig var sultanen en diktator, der ikke tillod nogen andre end regeringen en stemme i landets affærer. Ikke-regerings organisationer, ngo’er, er ikke tilladt i Oman. Ved mit eget besøg for to år siden fortalte en af mine arabiske rejsefæller, at ud af 10 mennesker i Oman er to spioner for styret. Vi skulle således ikke åbent diskutere, hvad vi eventuelt mente om det politiske system.
Ser ud over egne snævre grænser
Geografien har på mange måder bestemt landets skæbne. Oman er omringet af naboer som Yemen og Saudi-Arabien, og ved Hormuzstrædet ligger Iran, der har eller har haft store konflikter de seneste 50 år.
Oman har taget en anden vej end saudiaraberne og iranerne, der står på hver deres side både politisk og religiøst. Oman har til forskel fra de store naboer gjort meget for at promovere fredsløsninger i regionen og selv holdt sig neutralt i alle konflikterne i området. Omanerne har blandt andet lagt hus til forhandlinger mellem saudiaraberne og de stridende parter i Yemen samt forhandlinger mellem amerikanerne og iranerne.
Oman ser også ud over sine egne snævre grænser. For eksempel har to israelske premierministre været på officielt besøg i landet.
Flygtninge var med til at skabe udviklingsmirakel
I Oman er den overvejende del af befolkningen ibadimuslimer, hvilket er et udspring af islam, der historisk er ældre end splittelsen mellem shia og sunni. Således er landet også repræsentant for en tredje religiøs vej i forhold til de to store grupper. Det er en konservativ islam, som dog er yderst tolerant i forhold til andre religioner. Den store moské, hvor sultanen blev begravet fra, Sultan Qaboos Moskeen i Omans hovedstad, Muscat, rummer kunstnerisk alle de traditioner, som findes i islam. Den tolerante islam i Oman har ikke problemer med at tillade folk at tro på noget andet.
Et kapitel, som er mindre kendt omkring sultanen, er, at han tillod flygtninge og dissidenter at komme til landet, da han overtog styret efter sin far i 1970. Faren havde ikke ønsket at tage imod flygtninge fra revolutionen på Zanzibar i 1964, hvor mange omanere blev smidt ud.
Før sultan Qaboos var Oman et dybt fattigt land, som havde én asfalteret vej, omfattende analfabetisme og kun et hospital – et missionshospital, som blev drevet af amerikanske missionærer.
Flygtningene fra Zanzibar var veluddannede og kom med en forståelse af den moderne verden. De var uddannet på de bedste skoler i Østafrika, og mange havde fortsat uddannelsen i andre arabiske lande og i England, før de kom til Oman. Her var de med til at skabe et mirakel af udvikling, og de er stadig velrepræsenteret i statsapparatet. En positiv udvikling, som mange på Zanzibar i dag kunne ønske sig.
En ny sultan for Oman er fundet og det er forhåbentlig et godt tegn, at det ikke er en person fra militæret men derimod den tidligere kulturminister. De første meldinger er, at han vil fortsætte sultan Qaboos neutrale linje over for naboerne.
Mellemøsten har brug for en tredje stemme og en tredje vej.
Carsten Niebuhr’s kort over Oman. Fra Oman nationalmuseum. Det er det tidligste kort som eksisterer der viser Oman.
