Les Bateaux
Kunstner: Mamadou Kelly
Titel: Les Bateaux
Udgivet af: Clermont Music
Selv om der snart er gået 14 år, siden vi mistede Ali Farka Touré til kræften, er hans skygge så omfattende i radius, at vi konstant sammenligner, når en mørk mand sætter hatten på sned og lader Nigerflodens strømme og krusninger være inspiration for guitarspil af den anden verden. Men måske skal vi bare stoppe nu, for dels har Afel Bocoum for længst vist sin værdi fulgt af Samba Touré, men alligevel er det med mesterens lærling, Mamadou Kelly, at vi for alvor kan lade den gamle rejse og omfavne det nye geni.
Mamadou Kelly som blev 50 år sidste år, var med i inderkredsen omkring Ali Farka Touré, for selv om han var født oppe ved Timbuktu, opsøgte han tidligt mesteren i dennes hjemby, Niafunké, og snart turnerede han som del af Alis band. Her mødte han blandt andre bassisten Barou Diallo, som i dag kører det ansete Yeelen-studie i Bamako, ligesom han er en af bagmændene bag Spot On Mali Music, den danskproducerede festival i Bamako, som løber af stablen den kommende weekend. Her er Mamadou Kelly et af de navne, der får mulighed til at vise sig frem.
Ikke at Mamadou Kelly har det behov. Han har i årevis været noget helt specielt og ikke mindst været en kær mentor for de unge musikere. Undertegnede var i en årrække tilknyttet den danske festival, og var blandt andet hjemme hos Mamadou Kelly i Bamako, hvor jeg skød en lille film, som du kan se nedenfor.
Men også internationalt har han markeret sig fornemt, og Les Bateaux – fransk for Bådene – er hans fjerde internationale album, og ikke mindst album nummer to, Djamila, høstede særdeles fornemme anmeldelser hos det britiske magasin, Songlines, som er de nok mest velansete indenfor verdensmusik med redaktion i London.
Tilbagelænet fryd
Titlen til trods laver Mamadou Kelly alt andet end at gå i bådene på dette nye mesteralbum, som oven i købet krydres med et par remix, hvoraf David Harrows version af sangen Haira er en besættende gang semi-tekno-trance af typen, som fæstner sig og du gerne sætter på igen og igen.
Bådene i titlen handler om dengang i 1970’erne, hvor der var en voldsom tørke i flere år i hele Sahel-området, og både blev sendt op til de udsatte områder med mad og vand. Som det er vanen hos socialt bevidste Mali-musikere, handler sangene om lokale historier og ærer dem, der har gjort noget usædvanligt for samfundet.
Som på de sidste par album arbejder Mamadou Kelly med et fast hold af maliske og amerikanske rootsmusikere, som virkelig skaber et hele, der passer perfekt sammen. Blandt amerikanerne er bassisten Jacob Silver, Cindy Cashdollar på lap steel-guitar og den ferme David Rothenberg på basklarinet. Sidstnævnte markerer sig omgående på albummets markante åbning.
De traditionelle dyder
Men ellers er det Kellys faste makker på guitar fra Ali Farka Toure Band, Aly Magassa, der markerer sig, ligesom Madou Diabaté på den enstrengede violin og Adama Sidibe med sin balafon er blandt dem, der tager musikken hjem til Nigerfloden.
Her er det de traditionelle dyder, som vi kender dem fra det nordlige Mali, hvor Mamadou Kelly og hans band for alvor markerer sig. Det der var Ali Farka Tourés styrke var, at han kunne forbinde lokale stilarter fra alskens steder og gøre dem til sine egne. Han var ikke beduin, men kunne beduinernes musik til fingerspidserne, ikke mindst songhai-folkets specielle takamba, som læserne måske husker, at jeg har et særdeles svagt punkt overfor.
Og det er da netop også med Kande Sissokos sprukne n’goni-lut og de komplicerede rytmer fra Hamadoun “Afo” Guindo’s calabash, at vi sætter fra på den smukke Adina Khadidja, inden vi kommer til titelsangen, som får lov til at sprede et tæppe af drømmende lyd ud over ti minutter. Her er vi for alvor i Ali Farka-hjørnet, men med en fornemmelse for tid og rum, som minder om en Daniel Lanois med herlig lap steel-guitar og de herlige afrikanske synkoper, som er flodens strømme, der trækker hid og did, mens musikken vuggende rejser videre ud. Det er et æterisk smukt nummer, som har klassikerens format.
Nej, Mamadou Kelly og hans band er rødder personificeret, og med ham som skipper sejler bådene – Les Bateaux – i smult vand og er en rejse, som jeg kun kan unde rigtigt mange at opdage. Ligesom der altså bare bliver spillet så meget god guitar på denne fabelplade.
