RABAT: Natacha Atlas er en modig kvinde. Og at spille begavet jazz foran en fuld koncertsal i Rabat, hvor rigtigt mange mobiltelefoner var indstillet på privat samtale med verden udenfor, var et vovestykke, men den kreative egyptisk-engelske sangerinde med de anerkendt fede arabiske triller på tungebåndet formåede at forvandle en svær åbning til en triumf.
Eller også er det bare mig, der er så tilpas stor en fan og havde gjort mit hjemmearbejde, så det nye album med titlen Strange Days står solidt plantet på den indre hylde for klassikere.
Det havde altså heller ikke været nemt. Natacha er midt i en turné med en stribe job i det engelske, og har et ultravigtigt job i London i morgen, og så gik der totalt sovs i alt fra bookinger til forberedelse.
Så en time før koncerten var sidste nyt, at bandet nu var landet nede i Casablanca og i taxa racede nordpå til hovedstaden og teatret opkaldt efter det frie Marokkos første konge, Muhammed den 5.
Her fik jeg til gengæld et længere interview, mens Natacha Atlas’ musikalske partner, Samy Bishaï, med beundringsværdig ro hjalp til ikke at få divaen til at gå op i limningen.
Vi var kort sagt til Visa for Music i Rabat, et arrangement, der er blevet til på foranledning af den foretagsomme Brahim El Masned, en berber fra det sydlige Sous-område.
Han har i forvejen markeret sig fornemt ved dels at være med til at køre den spændende Timitar-festival i badebyen Agadir i starten af juli, og dels via flittigt græsrodsarbejde at promote marokkansk musik på den årlige europæiske messe for verdensmusik, Womex.
Brahim har derigennem et stort netværk, og det er alle de tråde, der hvert år samles til messe i Rabat.
Jeg er en af dem, der har været adskillige gange til arrangementet, for i modsætning til Womex, er det her det afrikanske kontinent, der taler og foretager de vigtige valg. På et program, der vokser i betydning år for år.
Global landsby
De første dage handler selvfølgelig om at få den globale landsby op at stå. Flere og flere musikprofessionelle ankommer til den marokkanske hovedstad, hvor festivalen er spredt ud indenfor et relativt kompakt område midt i Rabat.
Rabat er i øvrigt slet ikke som andre marokkanske byer, for selv om den går mange hundrede år tilbage og er en af de klassiske kongebyer – de andre er Fes, Meknes og Marrakesh – er der tale om en planlagt og arkitekttegnet by med brede boulevarder og en helt egen afslappet og neddæmpet stil, som er i skærende kontrast til fusentasten godt hundrede kilometer mod syd, den økonomiske og numeriske metropol, Casablanca. Eller som de siger det i Marokko: Dar El Beïda – hvilket betyder det samme, altså Det hvide hus.
Det egentlige marked, hvor man mødes og de forskellige kunstnere, pladeselskaber, medier, festivaler og andre delegerede holder til i hver sin bod, finder man i det flotte Tazi-palads, bygget af en af Marokkos hæderkronede familier og i færd med at blive renoveret. Her er der også koncerter om aftenen.
Så er der den ret koncentrerede scene midt i byen omkring den gamle Renaissance-biograf, hvor der både er den store sal og den mindre Club Renaissance.
Her er der virkelig run på, og fremmødet er stort med en egen nærmest hippieagtig stemning, hvor det meget unge publikum nærmest camperer på gulvet. Det er meget hyggeligt, og når koncerterne går i gang er de et særdeles lydhørt og deltagende publikum.
Det er en fornøjelse at være tilbage, for jeg var her sidst i 2015, og det er tydeligt, at Visa For Music er blevet en afrikansk event, man regner med.
Ud over de nævnte, er der et par mindre scener, og så er der forskellige konferencer, som alle tegner spændende, ikke mindst dagens om kvinders plads i verdensmusikken, som jeg skal til om lidt.
Vellykket åbning
Det er jo altid sin sag at starte en messe eller festival, og her ikke mindst i et sted som Marokko.
Selv nu i 2019 er der en formel side, der lige skal klares, hvor adskillige går på talerstolen og læser lange taler op fra papir. Her er de fortsat ikke så gode til at kommunikere, selv om de første par taler af Brahim El Masned og en anden af arrangørerne kørte i engelsk oversættelse i siden.
Så kom kulturministeren på og lignede langt fra en fest, ligesom hans tale på arabisk vist mest var for det nationale tv, der intenst dækkede åbningen.
Til gengæld kom vi godt i gang med Natacha Atlas, som stillede med et dygtigt band, der som sagt kun lige nåede frem og måtte spille uden lydprøve.
Her var det imponerende, hvordan Atlas insisterede på at spille ting fra sine to sidste album, som begge er i jazzens navn og ikke Mon Ami La Rose – Francoise Hardy-klassikeren, som hun råhittede med og som hun selv siger, alle konstant vil høre her mange år senere.
Det blev lyttejazz og publikum var tydeligvis velforberedte, selv om der ligesom i Danmark var en del, der var dybt nede i deres smartphones, når de da ikke optog et filmisk mesterværk.
Alligevel kunne publikum lide, hvad de så og klappede behørigt af en Atlas, der så stedse mere lettet ud.
Hun blev fulgt af angolanske Lucia de Carvalho og et åbningsprogram, der udelukkende bestod af kvindelige kunstnere fra blandt andet Mozambique sluttede med den glimrende Soukaina Fahsi fra Marokko.
Vi er altså godt i gang på Visa for Music. Læs senere om det spændende møde med den fabelagtige Natacha Atlas og om hendes visioner for sit liv som brobygger, samt ikke mindst om hendes forhold til Det arabiske forår i Egypten.
