Un Autre Blanc
Salif Keita:
Un Autre Blanc
Naïve
Hele livet har det været en livsbetingelse for Salif Keita, at han var født albino. Altså var han sort, men alligevel hvid, deraf titlen på albummet, som betyder ”En anden form for hvid”.
Da Salif var barn ude på landet i Djoliba, der ligger oppe ad Nigerfloden fra hovedstaden Bamako, var det bad luck at blive født hvid. Ånderne havde spillet et puds, og i de værste tilfælde kunne du blive slået ihjel.
Det hjalp ikke, at Salif var en Keita, altså af øverste kaste med direkte linje til den store hersker, Sundjata Keita. De var ludfattige og han var bare mislykket. Men mislykket blev til lykke, da han fandt ind til byen, hvor han kom med i først det toneangivende Rail Band, der holdt til i Buffet de la Gare, en restaurant ved jernbanestationen, og siden kom med i Les Ambassadeurs, som holdt til på et motel.
Malis konservatorium
De to bands var det nærmeste Mali kom på et konservatorium og rigtigt mange af de store fra både Mali og nabolandet Guinea (Conakry) har gennemgået de skoler, tænk bare på stjerner som sangeren og koraspilleren, Mory Kante, guitaristen og arrangøren, Kante Manfila (hed egentlig Manfila Kanté og var af smedekasten, altså ikke griot.), Amadou Bagayoko fra Amadou & Mariam, guitaresset Djelemady Tounkara, keyboardtroldmanden Cheick Tidiane Seck og mange, mange andre. Listen synes uendelig.
Alligevel var den helt store stjerne, der kom ud af de skoler, den undselige albino med honningrøsten. Han satte flotte spor i Bamako, rykkede videre til Abidjan i Elfenbenskysten og endte selvfølgelig i Paris. Ligesom han mødte produceren Ibrahima Sylla på det helt rigtige tidspunkt, og så kom albummet “Soro” i 1987, og sammen med Youssou N’Dour regerede han herefter scenen for sangere fra Vestafrika. På “Soro” arbejdede han ikke mindst sammen med den blinde franske producer, Jean-Philippe Rykiel, søn af den berømte modeskaber, Sonia Rykiel.
Salif Keïta lavede mange store plader siden, men det var især “Amen”(1991), produceret af Joe Zawinul fra Weather Report, “Moffou” fra 2002 og “M’Bemba” fra 2005, der relancerede ham som den nok vigtigste stemme i vestafrikansk musik. På de tre album var han igen begyndt at arbejde med Kanté Manfila, som døde i 2011.
Jeg har mødt Salif Keita adskillige gange og interviewede ham for et par år siden. Det meste af tiden holder han af at være på sin egen ø, som ligger ud for fødebyen i floden af samme navn – Nigerfloden kaldes simpelthen for Djoliba på bambara.
Her har han ikke mindst gang i en masse velgørende arbejde for folk med albinisme, som ham selv. At være født på den måde kan være et stort problem mange steder i Afrika, fordi overtroen i visse kredse siger, at hvide lemmer fra en person med albinisme er gode som fetish mod onde ånder. Overtroen koster fortsat menneskeliv.
Overflødighedshorn
Salif Keita har i flere år talt om, at nu, hvor han snart bliver 70, vil han blive hjemme på sin ø og dyrke jorden. Lidt som Ali Farka Touré sagde, hvorefter han blev borgmester i landsbyen Niafunké på vej op til Timbuktu til sidst. At ville tjene sit folk.
Salif ville lige tage en sidste tur verden rundt, som vist fortsat er i gang. Men den nye plade, “Un Autre Blanc”, er altså alt andet end et testamente eller en træt mands sidste krampetrækninger. For han synger så godt som nogensinde og har samlet et hold af gæstestjerner og lokale musikere, der har lavet en lækkerbisken af en plade. Blandt de mere kendte er Angelique Kidjo på et nummer, hvor rapperen MHD også er inde over, den sydafrikanske vokalgruppe, Ladysmith Black Mambazo på et andet og reggaelegenden fra Elfenbenskysten, Alpha Blondy, på et tredje.
De ting er gode, men jeg må sige, at det for alvor er fedt og fortættet, når det er Salif Keita selv og hans gruppe, der slår gækken løs. For modsat de seneste plader – der har haft en nedjusteret lyd, hvor den sprukne kamele n’goni var i centrum nede i rytmesporet, som man også kender det fra Oumou Sangaré, mens sangerne i den grad ville tage fra med Salifs markante stemme som ledestjerne – så har produceren Rykiel tydeligvis gået efter en meget stor lyd, som det høres på den flotte sang til krigsramte Syrien, hvor englekorene tager fra og du hvirvler længere og længere ud i drømmesporet.
Så er der “Tonton” – altså ”onkel” på fransk – som er et hint tilbage til den afrikanske rumba, som Salif kom fra,- og i øvrigt også demonstrerede på den legendariske plade “Betece”(2000), med kollektivet Africando All Stars, hvor Salif Keita var en af de indkaldte gæstestjerner og i Boncana Maïgas arrangement sang det gamle nummer “N’toman”, en opdatering af en klassisk Keita-skæring fra Les Ambassadeurs-dagene, men her uimodståeligt arrangeret i en meget elegant version, hvor Salif Keita sang fuldkommen fabelagtigt (tjek den plade ud, altså “Betece” med Africando All Stars!).
Jeg er også vild med den sprælske “Itarafo”, hvor Kidjo og Keita synger parallelt med hinanden, mens en nærmest congolesisk guitarrundgang kører og rapperen tager over, mens den for tiden veloplagte sangerinde fra Benin virkelig får lagt nogle flotte fraseringer.
Et andet fedt nummer er den guitardrevne “Diawara Fa”, hvor man fornemmer at Keita selv spiller på sin elskede Gibson-guitar, mens han præsenterer nyt talent i form af det nye nigerianske afropop-stjerneskud, Yemi Alade, som synger fedt sammen med ham.
Alligevel er mit yndlingsnummer nok “Lerou Lerou”, der har helt vilde kor, som er så inciterende, elegante og svære og følges op af et sangforedrag i topklasse på en sang, der er både velkomponeret og stærkt arrangeret.
Nummeret med Ladysmith Black Mambazo er også godt, ikke mindst der hvor alle indsatserne kommer på zulu, med de overjordiske mandskor, klik og hele dynen, mens et kor af Malis gode sangerinder svarer og Salif sågar leger med autotuner på sin egen stemme, men det virker faktisk og er fedt.
Nej, er det her en svanesang fra den hvide sorte mand fra Djoliba – hvilket jeg ikke tror på et øjeblik – så er det godt nok en værdig udgang sådan at fyre et af sine bedste album nogensinde af.
