I Love You Inna
Kunstner: Oumar Konate
Titel: I Love You Inna
Udgivet af: Clearmont Recordings
Oumar Konaté kommer fra Gao, som så mange andre af Malis fede guitarister, som helt sikkert har den legendariske Baba Salah som forbillede. I Gao tilhører man Songhaï-kulturen og taler det tilhørende sprog, som er ret forskelligt fra Malis hovedsprog, Bambara.
Gao er den by, som ligger ved Nigerfloden efter at den har passeret Timbuktu og slået et sving mod syd på vej mod havet nede i Nigeria, en by der ellers er meget i søgelyset på grund af migration. Her er den udbredte musikstil Takamba, som både er en rytme, en dans og en stil, der kan minde en del om den, som praktiseres af de tuareger (tamachek), som står bag den berømte ørkenblues.
Oumar Konaté var et lokalt fænomen, der tog turen forbi den nationale kunstskole i hovedstaden, Bamako – Institut National des Arts, som aldrig kaldes andet end INA, hvor rigtigt mange opflaskes i et rart miljø midt i byen. Det var for over ti år siden, og siden har han spillet med sin egen powertrio, samt været en flittigt brugt backingguitarist hos nogle af dem fra lignende baggrund, som er længere fremme i karriereforløbet. Frem for alt Ali Farka Touré’s fremragende søn, Vieux Farka, den i Vesten mindre kendte Sidi Touré og den sørgeligt afdøde diva fra Timbuktu, Khaira Arby (1959-2018), som også havde et udpræget tilhørsforhold til byen Gao.
Men Oumar kan i den grad også solo. På ”I Love You Inna”, som er hans femte album, stiller han op med sin powertrio bestående af den langvarige partner, Makan Camara, på trommer og kalabas og Dramane Touré på bas og rytmeguitar.
Kosmisk trancenydelse
Det starter over stok og sten, og så går vi direkte ind i rendyrket Takamba i stil med de berømte Super Onze de Gao, som spiller totalt traditionelt med lille n’goni-lut helst spillet totalt overstyret på hjemmelavet forstærker og højtalerhornet hængt op i et træ og ellers har gang i to kalabasser – rendyrket ørken-stil – spillet med stikker på den hårde overflade. Nummeret hedder ”Oumar Bakoi” og her kører den forvrængede wah-wah-guitar sindssygt let og elegant, mens den traditionelle rytme holdes stringent. Det er en kosmisk trancenydelse.
Det samme gælder titelnummeret, hvor Oumar Konaté synger lysende ovenpå et komplekst rullende perkussion-spor ledsaget af en balafon til at hjælpe til i basområdet, mens hans blues-influerede guitar kører veloplagt og aldeles overlegent. Topnummer!
Vi snakker nærmest om en åbenbaring fra manden, som blandt andet tidligere har begået et fabelagtigt album optaget live på en USA-turné. For det nye album er fyldt med sange, med arrangementer, der virkelig stikker i alle retninger, og har samme vibe som en bugnende tropisk have med alle farver og intenst fuglefløjt, der stiger i intensitet lige før den vestafrikanske skumringstime.
Ligesom det er så velvære-skabende, at denne generation af Mali-guitarister virkelig har mod på at køre deres specielle dybt twangede version af afrikansk blues stadig længere og længere ud. For der er så meget dygtighed i det land, og de bedste musikere synes at ægge hinanden til kontinuerligt at udvide deres kunnen.
Aura fra rockklub
Et instrument der naturligvis heller ikke er langt væk er den enstrengede violin, som findes i hele Nordvestafrika og har forskellige navne, riti, n’djarka, ribab og så videre. Den kommer i brug på det herlige Takamba-nummer, ”Mariama”, hvor det lyder som om den sprukne n’goni-lut er i tale sammen med en tørt spillet guitar. Det er sindssygt godt.
De kan selvfølgelig også spille uimodståeligt tungt på nummeret ”Ni Tchilla Sibara” med bluesspaden trukket over i retning af ”Texas Flood” med Stevie Ray Vaughan med vild sang, trommer der er en heavytrommeslager værdig og en aura af den store rockklub, inden den svært overstyrede guitar virkelig tager fra. Hold da op!
Hvorfor der spilles fnuglet på næste skæring. Hele pladen er et lærestykke for alle guitarfreaks, og songhaï-musikken i den mere rene form, end de ellers fede Songhoy Blues står for, må være kommet for at blive siddende i øregangene, som det var tilfældet med Tinariwen og den udknaldede stil baseret på kvindernes Tinde-stil fra Adrar des Ifoghas-bjergene længere oppe i Sahara.
Jeg kan blive ved, men kan kun konstatere, at endnu en genial plade er kommet fra en kunstner, jeg insisterer på at se på scenerne i Europa næste år.
”I Love You Inna” kan meget vel blive en af efterårets landeplager, i hvert fald på mine lydaggregater på Vesterbro.
