I Marokko er der en speciel aura omkring Eïd. Og holder du, som jeg, af at komme der under festen, så er der rig lejlighed til at iagttage begivenheder, som kan gå dybt i dig.
Specielt holder jeg af at være i byer som Tanger og Marrakesh, som godt nok er som dag og nat, men også illustrerer hvor langt det marokkanske samfund trods alt er fra kernen i Islam, altså den måde man er muslim på i og omkring Mekka. Og her undgår man ikke at se på den dybe traditionelle forskel, der hedder sharia.
Herhjemme har ordet sharia fået et negativt omdømme. Mest fordi det er et begreb, som politikere med meget lidt begreb om islam, har det med at slynge om sig. Ofte stilles spørgsmålet til en muslim, om hvor vidt vedkommende går ind for sharia. Og svarer den formastelige et rungende ”ja”, hvilket enhver civiliseret person ville gøre, er helvedet løs. For hvorfor skulle det ikke være legitimt at være positiv overfor love og regler? Handler det ikke om indholdet af de regler? Det synes kritikere at glemme, og så ender diskussionen ofte ud fra laveste fællesnævner.
Til at begynde med, er der fire forskellige lovskoler (arabisk: madhab) indenfor islamisk lov (arabisk: fikh), som hver især er opkaldt efter den lærde, som typisk for 1000 år siden eller mere, var den der efter grundige studier fremkom med en fortolkning af islamisk lov ud fra de hellige bøger, som omfatter bogen om Profetens liv og handlinger, kaldet Hadith.
Af de fire tilhører man i Saudi-Arabien og andre golflande skolen Hanbali, som hovedsagelig udgik fra Koranen, føromtalte hadith og udtalelser fra Muhammeds kammerater, mens man i Marokko traditionelt har været inde under den langt mere rummelige lovopfattelse, der hedder Maliki.
Så lige så enige muslimer kan være om de overordnede ting, når de besøger Mekka, ligeså uenige kan de være, når det gælder en lang række af livets spørgsmål i øvrigt. Lidt forsimplet kunne man sige, at en tilhænger af Indre Mission og en grundtvigianer sikkert kan være enige om tilhørsforholdet til Kristus og Gud, men så begynder de afgørende forskelle også hurtigt at vise sig.
…Lidt forsimplet kunne man sige, at en tilhænger af Indre Mission og en grundtvigianer sikkert kan være enige om tilhørsforholdet til Kristus og Gud, men så begynder de afgørende forskelle også hurtigt at vise sig.
Tingene er selvfølgelig begyndt at ændre sig, og det synes at have chokeret det ellers så rummelige marokkanske samfund. Her er det ikke mindst salafist-bevægelsen, som har sit udspring i en reformering af Hanbali-shariaskolen, som skete for lidt over 100 år siden, og som mange fundamentalistisk tænkende i dag har som udgangspunkt. Og som omplantet til et relativt åbent samfund som det marokkanske har gjort, at store meningsforskelle er opstået, som rækker længere og længere ind i både folks dagligdag og i magtapparatet.
Pludselig er det blevet legitimt at have endda meget konservative tilgange til væsentlige emner. Og nogle af de populære emner her er spørgsmålet om sufi-mystikere og den udbredte folkereligion, som stadig i dag findes overalt.
Men hvor man visse steder, hvor musik har været en del af alle fester, pludselig stiller sig det spørgsmål, om musik overhovedet skal være tilladt? Om musik i virkeligheden er forbudt, fordi det i lighed med alkohol og andre stimulanser, er med til at fjerne din bevidsthed fra det, der burde være dit fokus fra vugge til grav: din gud og hans sendebud.
Alligevel skønner jeg, at der stadig skal meget til, før de nye, konservative tilgange for alvor får fat i et marokkansk samfund, der for alvor er på vej fremad. Selv om det er sådan, at de konservative unægteligt dukker op, ikke mindst hver gang terror stjæler overskrifterne og gerningsmænd med oprindelse eller pas fra landet længst mod vest i muslimsk verdensopfattelse viser sig at være så overbeviste og fanatiske, at de udfører handlinger, der er stik mod, hvad der ellers har været tradition og enighed om.
Bål i gaden
Efter ofringen kommes lever og hjerte på grillspyd, som husets kvinder sørger for er marineret rigtigt og bliver grillet til perfektion.
Foto: Torben Holleufer (arkivfoto).
….kan du ikke undgå at lægge mærke til den intense brægen fra tusindvis af fårestruber, der lever de sidste timer på den gamle bys flade tage.
For de troende mænd i familien er det i hvert fald signalet til at tage den hvide djellaba-kjortel på og måske en rød fez på sned, stikke i de gule tøfler og traske mod moskéen. Mens os andre, der ser det hele lidt udefra, måske nøjes med at nyde den smukke sang eller sætte båndoptageren på optagelse. For det er netop ved de store lejligheder, som Eïd-festen og kongens besøg, at muzzeinen i de respektive minareter gør lidt ekstra ud af stemmens klarhed og de forsirede fraseringer i budskabet om, at gud er stor og at det anbefales, at man kommer over for at bede.
Når så sangen, der ikke er musik, er slut, er det eneste, du hører, de mange dyrs brægen, hunde der gør og måske haner, der galer. Og atter lidt senere holder den intense brægen op som med et trylleslag og det er blevet tid til offeret med tanke på dengang Ibrahim næsten kom til at ofre sin søn, men hvor hans tro på Allah kom før alle fristelser fra Satan, der blev fordrevet med stenkast.
Stilheden i byen er nu – om muligt – endnu mere larmende, end den intense brægen, der gik forud.
Demonstrativt rungende
Her på Eïds første dag, som samtidig er tredje dag for pilgrimmene i Mekka, går mændene altså i moskéen, hvor alle fremsiger Eïd-bønnen og på typisk vis først højt udstøder et næsten demonstrativt rungende ”Allahu Akbar”, altså at Gud er stor. Og dernæst et ”Bismillah-ir-Rahman-ir-Rahim”, som er Koranens åbning og betyder ”I Allahs navn, den mest barmhjertige, den mest nådige”. Herefter følger de øvrige dele af bønnen med de mange gange panden berører jorden i underkastelse.
Vel hjemkommet er øjeblikket kommet for det første offer, hvor det til lejligheden indkøbte offerdyr, som ofte er et lam eller en fuldvoksen vædder, venter. I nogle familier vil konen pensle mælk på hovene og med en pludselig bevægelse vil dyret blive lagt ned og endnu et ”i guds navn” falder lige før snittet i halsen.
Blandt nogle sufier, altså islams mystikere, som jeg har besøgt i mange år, vil konen sørge for, at ikke en dråbe blod går til spilde. Men snart vil den lakoniske ophængning gå i gang, snittet ved hovene, fra hvilket man puster ind i den stadig varme dyrekrop, så det er nemmere at skille skindet fra kroppen.
Det er et offer, der hos almindelige familier ofte har været en dyr affære og krævet ekstra kapital. Gudskelov har mange i Marokko familie i udlandet, som typisk sender penge hjem både til familiens offerdyr og måske på vegne af familien, der ofte bor i lande som Danmark, hvor myndighederne ikke kan lide, at man slagter hjemme. Derved får man betalt sin zakat-skat, fordi noget altid går til fattige og værdigt trængende.
Offerdyrene er for det meste en vædder, et får eller et lam, men har man råd kan det også være en kamel eller sågar en tyr. Ofte kan det også ske, at officielle myndigheder donerer et offerdyr til specielle foreninger, som for eksempel sufi-menigheder.
I Essaouira i Syd-Marokko har jeg flere gange set, at guvernøren selv donererede en tyr, som med stor ceremoniel pragt ville blive ofret nede i den lokale helligdom.
Mystisk velsignelse
I Marokko snakker man meget om at have baraka, altså en speciel mystisk velsignelse. Noget der ofte er medfødt, og kan skyldes, at man er af rette familie, hvor de bedste er dem, der stammer direkte fra Profeten. De kaldes Sherifiyin.
Desuden er medlemmer af sufi-broderskaberne ofte omfattet af denne Baraka, og specielt et af Marokkos 12 mystiske broderskaber, har denne specielle velsignelse og okkulte evne, der gør, at man frygter dem, og det er gnawa’erne, altså de sorte efterkommere af slaver, der kom op via de gamle karavaneruter over Saharaørkenen.
Samt ikke mindst på en måde, så de er sikret at være på god fod med de skjulte ånder, der på arabisk kaldes djinn, lig med ”dem man ikke kan se”.
Jeg kender gnawaer, der bliver specielt kaldt ud til familier, der skal have et dyr slagtet og vil have det gjort på den rigtige måde, både hvad angår de rette islamiske ord og dyrevelfærden. Samt ikke mindst på en måde, så de er sikret at være på god fod med de skjulte ånder, der på arabisk kaldes djinn, lig med ”dem man ikke kan se”.
Ofte er der specielle pladser, hvor folk fra kvarteret kommer ned og får deres dyr ofret. Eller man forærer offerdyr til gnawamestre, som så har dem med i ritualer som den specielle trancenat, lilaen. I de fire dage festen varer, vil det ofte blive en lovlig malerisk omgang, med de blodige skind der hænger til tørre, mens kødet bliver delt og distribueret.
Eïd er ofte tid til at nogle af de mange drenge uden familie eller arbejde, som er kommet ind til byen fra oplandet, får del i festen. Her går der nærmest sport i det, for ofte får de fat i en særlig eftertragtet del, som kan være en vædders hoved med horn og det hele.
Så kommer de gamle olietønder frem og træ og affald bliver klunset, så et godt bål kan blive tændt og siden reduceret til gløder, som man kan grille på.
Overalt på gaderne i byer som Marrakesh og Tanger er det almindeligt at se de overlykkelige drenge, der har grillet og med fedt og sod i ansigtet og langt op ad armene forsøger at få fat i de rigtigt gode dele, så som tungen, øjnene og især hjernen. Hvis der da ikke går sport i den mellem bander fra forskellige kvarterer, der på skrømt forsøger at stjæle de temmeligt forkullede dyrehoveder fra hinanden.
Og drengene har gaderne for sig selv, for de fleste er i fuld gang med det store ædegilde hjemme i den ofte udvidede familie.
Det er jo Eïd al-Adha,- en fest, der handler om samhørighed og altid er hyggelig.
Fuldmånedans med kvindelig djævel
I årene 1997 til 2001 kom jeg hvert år til en flække i nærheden af Ksar El Kebir i Nordmarokko, som hedder Jajouka. Det er en by, som ved kombinationen af held og en målrettet jagt på vestlige venner, er blevet eksponent for en tradition, der både har med Eïd-festen at gøre og samtidig er folkereligion, som vestlige forskere har sammenlignet med Pan-myten i det gamle Grækenland.
Ritualet handler kort fortalt om, at en lokal hyrde ved navn Attar gik rundt i bjergene med sin flok af geder, og en værdifuld førerged forvildede sig ind i en stor hule i det forrevne landskab. Attar gik med ind i grotten, som dels åbnede op som et paradis med floder og grønt og dels havde den smukkeste lyd af en bambusfløjtes triller. Han lagde sig ned i græsset, glemte tid og sted og faldt i søvn. For snart efter at vågne ved, at et aparte gespenst, der lignede krydsningen mellem en grim mand, King Kong og en ged stod over ham. Og det gik op for ham, at det var gespenstet, der var ansvarlig for musikken.
Gespenstet hed Boujeloud, som betyder Skindets far. Og Attar følte sig besat af at lære at spille på fløjten. De lavede en deal, at i bytte for at komme hver dag og få undervisning, skulle Boujeloud til næste Eïd blive gift med en meget smuk sortøjet pige fra landsbyen. Snart havde Attar selv skåret sig en fløjte, og glemte Boujeloud, for der gik mode i den, og alle vennerne i landsbyen ville skære fløjter af den gode tykke bambus, der gror nede ved floden.
Da tiden for Eïd kom, kunne Boujeloud høre lyden af de mange fløjter blive transporteret op ad Uglebjerget til grotten, og en aften ved skumringstid vovede Boujeloud sig ned til Jajouka, for han følte sig forrådt og han have fat i kraven på Attar. Desværre blev ved indgangen til Jajouka opdaget af hundene, og en jagt gik i gang, hvor Boujeloud med en gren i hver hånd gik amok med stor brutalitet.
Til sidst fik han fat i Attar, som bad for sit liv. Men som også brugte list, for kunne Boujeloud ikke høre musikken? Det var jo hans egen polteraften. Og brylluppet med den smukke pige ventede lige om hjørnet.
En uge efter, da Eïd var overstået, var der bryllup, men Boujeloud blev narret, for det var gamle tandløse Aicha Qandisha, djævlekvinden i marokkansk mytologi, som ventede inde bag sløret. Alligevel gav de to sig til at danse under fuldmånen, og hvert år ville de danse, indtil de forsvandt. Derefter ville en ulykkelig Attar gå økonomisk rabundus og til sidst i desperation iføre sig de blodige skind fra sine sidste to får og selv danse den vilde og maniske dans foran mestermusikerne og en tradition var født.
En tradition, som jeg tog op til landsbyen for at se med egne øjne.
…til sidst i desperation iføre sig de blodige skind fra sine sidste to får og selv danse den vilde og maniske dans foran mestermusikerne og en tradition var født…
Jeg glemmer det aldrig. Fra nær og fjern var beboere fra hele oplandet ankommet, og grupper af sky kvinder stod i behørig afstand fra musikerne, foran hvilke den King Kong-lignende figur med ansigtet sodet til og en stråhat ned over ansigtet dansede manisk fægtende med grenene.
De skærende ghaita-oboer gjaldede og trommerne spillede som et galloperende tog, og når musikken blev specielt intens, ville Boujeloud, som figuren jo kaldes, springe af sted, og den af de hvinende og gysende unge kvinder, der blev ramt af et rap fra grenene, ville helt sikkert blive gravid. Historien om Boujeloud var – ligesom ritualet i det gamle Grækenland – blevet et frugtbarhedsritual.
Ligesom gruppen af kvinder, der ventede på Boujeloud i dag, nok ville have alt for meget gang i sidste update på smartphonen til overhovedet at opdage, hvad der skete.
Det ville være intense dage, hvor orkestret først spillede de smukke fløjter i et par aftener, så nogle nætter med de intense oboer og til sidst en aften med spillemandsmusikken fra Jaballah-bjergene, kaldet taqtouqa jaballia. Komplet med spillemandsviolinen dansende på låret og den smukke og sprukne lyd af oud’en – den arabiske lut…
Men det skulle også være sidste gang at ægtheden var i top. Den massive migration fra landsby til storby har noget af skylden. Ligesom gruppen af kvinder, der ventede på Boujeloud i dag nok ville have alt for meget gang i sidste update på smartphonen til overhovedet at opdage, hvad der skete.
Og selv om gruppen fra Jajouka turnerer i en stærkt decimeret udgave i forhold til de store år, skal det med, at ritualet er kendt over hele Marokko, og jeg vil skønne, at selv om det i disse tider er forbundet med Eïd-festen, har det rødder i berbernes kultur.
Kulturen som var lig med Marokko længe før den første araber, Moulay Idriss, dukkede op og med et Allahu Akbar fik forkyndt, at det var nye tider i landet, hvor solen synker i havet.
Dette er tredje og sidste del af temaet om Eïd. Se første del her og anden del her.
