10 år efter en borgerkrig

Det nordlige Sri Lanka maj 2009: ”I de sidste dage kunne vi ikke være nogen steder, der blev bombet fra havet, fra land og fra luften. Den 15. og 16. maj var der bunker af lig over alt. På vejene lå der væltede træer og døde mennesker. Der var døende børn, der bad om vand. Vi hjalp dem ikke, men løb for vores liv. Den 17. maj stod folk i kø for at komme væk, og de smed en bombe klokken 04.00 om morgenen. Da den faldt, døde alle de mennesker, der stod i køen,” fortæller den tamilske aktivist og politiker Ananthy Sasitharan.

Dagen efter bomben ved køen, den 18. maj 2009, var den 26-år lange borgerkrig i Sri Lanka forbi. De tamilske tigre var besejret. I Colombo blev sejren fejret med dans og glædesråb på gaderne, frygten for De tamilske tigres selvmordsbomber var ovre – endelig var krigen forbi. Blandt tamilerne i det nordlige Sri Lanka var der stille. Meget stille. Der blev hvisket folkemord.

Præsident Mahinda Rajapaksa fejrede sejren med ordene: ”Vores tropper udførte missionen med en pistol i den ene hånd og menneskerettighederne i den anden.” Et udsagn meget langt fra sandheden. Ifølge FN blev mellem 40.000-70.000 mennesker slået ihjel i krigens sidste fase – dræbt af regeringens heftige bombardementer.

Videoen er filmet og produceret af Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding.

I takt med at De tamilske tigre mistede sit territorium, og byer som Kilinochchi og Muillativu faldt, blev de civile fordrevet og fanget på et ganske lille område i krigszonen i det nordlige Sri Lanka, der siden har fået navnet ”The Cage”.

De tamilske tigre var de facto besejret, men det forhindrede ikke det srilankanske militær i at bombe det tætpakkede område, hvor Ananthy Sasitharan og hendes børn var fanget, blandt titusinder af andre civile.

Den srilankanske regering og militæret er siden blevet beskyldt for alvorlige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Forbrydelser der her – 10 år efter krigen, endnu ikke er blevet undersøgt eller retsforfulgt, til trods for gentagne løfter til FN.

Militæret er her stadig
At rejse fra den moderne hovedstad Colombo til Vavuniya, Muillativu, Kilinochchi, Jaffna eller andre af de nordlige byer er som at rejse fra et land til et andet. Fra en tid til en anden. Der er flere krageskrig nordpå, helt stille og mørkt når solen går ned, skudhuller og Caritas-sponsorerede huse. Smukke strande, der ligger øde – krager der flokkes om et gammelt tankvrag – krigens efterladenskaber griber ind i nutiden. På alle planer. Hele tiden. Der er smukt, men også kvælende – trykkende.

Det nordlige Sri Lanka er et af de mest militariserede områder i verden. Her 10 år efter krigen er der cirka én soldat for hver tredje indbygger og nord og øst er præget af store militærlejre. I byen Muillativu er der omkring 130.000 indbyggere og 60.000 soldater. Det føles og ser ikke ud som et sted, hvor der har været fred i 10 år. Hvorfor er det nødvendigt med så intensiv en tilstedeværelse af militær?

”Det er et godt spørgsmål. Det har jeg stillet til regeringen mange gange. Det eneste svar jeg får er at det er af sikkerhedshensyn. Jeg spørger ”Hvis sikkerhed? – Er der mennesker her, der siger, de vil have militærets beskyttelse?” Folk vil ikke have hæren her, og der er ingen grund til de er her. Militæret dyrker vores jord – de tjener penge på butikker og turisthoteller,” fortæller advokat og leder af det tamilske parti Tamil Peoples Alliance, C.V. Vigneswaran.

Militærets tilstedeværelse er mere intensiv nu, end da krigen stod på, fortæller advokat og professor ved Jaffna universitet Dr. Kumara Guruparani: ”Der er tale om en omfattende militær indgriben; de prøver at kontrollere det økonomiske, kulturelle og sociale liv, og diktere hvad vi skal tænke, drikke og spise,” uddyber han og understreger at militærets fortsatte tilstedeværelse er lig med en stor og konstant overvågning af den civile befolkning.

De fleste civile måtte forlade deres jord og ejendom under krigen, og mange kæmper stadig for at få det tilbage, da det fortsat er i militærets varetægt. Den srilankanske regering lovede i 2015 at frigive al land, der fortsat var okkuperet af militæret, men ifølge regeringen er 12.140 hektar privat ejendom, stadig i militærets varetægt.

Somasekaram Maheswaran mistede sin jord og sit hus i Muillativu i 2008, og har demonstreret i 700 dage for at få militæret til at frigive det. Han bor nu til leje lige ved siden af militærlejren, der okkuperer hans ejendom, men har ingen mulighed for at dyrke jord på lejegrunden, og har derfor svært ved at forsørge sig selv. En skæbne han deler med 56 familier fra samme område.

Kampen for vished
Sri Lanka er et af de lande i verden, der rangerer højest, når det kommer til forsvundne mennesker – et andet efterkrigsproblem. Alene i Muillativu-området er der 7.400 mennesker, der er forsvundet under krigen.

De pårørende kæmper fortsat for at få vished om deres familiemedlemmers skæbne. Nogle er forsvundet uden vidner, mens andre overgav sig til militæret i krigens slutfase. Det var tilfældet for politikeren og aktivisten Ananthy Sasitharans mand. Han havde en højtstående post i De tamilske tigre og på hendes opfordring overgav han sig i 2009:

”Jeg sagde til ham: Vi har brug for dig, kampen er ovre, vi har tre børn. Alt er udslettet. Vi vidste godt, at regeringstropperne ville torturere ham, det vidste jeg godt. Men jeg sagde: ”Du skal overleve al den tortur for vores skyld og komme tilbage til os.” Han sagde ikke noget. Han sad bare med bøjet hoved og kiggede ned. Jeg blev ved med at gentage mig selv: ”Jeg har ingen udover dig og vores tre døtre.” Han sad helt stille. Indtil hans navn blev kaldt op af den katolske præst og han overgav sig til militæret.”

Ananthy Sasitharan har siden ikke kunne få nogen oplysninger om, hvad der er sket med hendes mand, til trods for gentagne forespørgsler og klager til den srilankanske regering og FN.

”Vi søger stadig med et håb. Inderst inde er der noget, der siger mig, at militæret har dem et eller andet sted. Men efterhånden som tiden går, er jeg bange for, at håbet vil forsvinde. Jeg overbevidste ham om, at han skulle overgive sig for min skyld, og lovede ham at han ville komme tilbage til os,” fortæller hun grædende.

”Hvis de kommer tilbage, vil sandheden om krigsforbrydelserne komme frem. Men ti år er en lang periode,” slutter hun fra terrassen i sit hjem i det nordlige Sri Lanka, hvor hun bor med sine døtre. På verandaen hænger der familieportrætter af hende og hendes mand.

I 2015 lovede den nye regering FN at iværksætte en kommission, der skulle tage sig af sagerne om forsvundne mennesker – ”Office of Missing persons” (OMP). Men ifølge kritikere har kommissionen ikke haft den store virkning: ”Kommissionen mangler tænder, den kan kun prøve at blotlægge hvad der er sket, men har ingen ret til at handle på oplysningerne. Det skal gennem retssystemet og det kan tage 10-15 år,” fortæller advokaten og lederen af det tamilske parti Tamil Peoples Alliance, C.V. Vigneswaran, der påpeger, at man i flere af sagerne har mange vidner, som kan forklare hvem der tog imod personen, der overgav sig. Men lige lidt hjælper det.

Det var tilfældet med Ananthy Sasitharans mand. Han overgav sig til militæret, mens en kendt katolsk præst var tilstede, og flere så hvilken officer, der tog imod ham.

”Militæret siger de ikke ved, hvad der er sket. Men det passer ikke. Vi skal have vished om, hvad der blev gjort ved dem, der blev taget til fange – hvad skete der? Det kunne have været gjort for 10 år siden. Det bliver stadig ikke gjort. De var ondskabsfulde, brutale, de slog ihjel, alt det er sandt, men de vil ikke indrømme, at de har begået krigsforbrydelser,” siger C.V. Vigneswaran.

Håbet for fremtiden
”Vi har ikke en krig med kugler der flyver omkring og bomber der falder. Men hvis du spørger om de strukturelle årsager, der forårsagede krigen er blevet håndteret, så er svaret ”absolut ikke”. Faktisk er nogle af de grundlæggende årsager til at folk gik i krig blevet forstærket,” fortæller Dr. Kumara Gurupani i universitetshaven i Jaffna og fortsætter:

”Tamilernes liv er reduceret til dag til dag problemer, uden tanke på nogen større mening; retfærdighed, og langtidsperspektiver som investeringer i samfundet, alt det er luksus. Man skal bare kæmpe sig igennem og passe på sine børn, det er dét liv det tamilske folk er fordømt til. Selv vores egne politikere siger, vi skal tænke på vores børn og vores daglige liv, ikke de store emner som retfærdighed, vi skal leve et simpelt liv. Komme igennem og det er alt du kan hige efter. Det er her vi er nu. Hvis det fortsætter, får du en befolkningsgruppe, der har mistet sit moralske kompas, en befolkningsgruppe der har mistet en kollektiv mening, hvor der ikke er større ting i livet, der er værd at kæmpe for. Jeg er bekymret for hvad det gør ved vores fremtidige generationer.”

De tamilske tigre blev grundlagt i 1970’erne, og var en tamilsk oprørsgruppe, der kæmpede for at opnå en regional autonomi for den nordlige og østlige del af Sri Lanka. En autonomi de følte var nødvendig for at opretholde deres kultur og identitet som tamilere.

Den tamilske befolkning føler sig stadig i høj grad diskrimineret og undertrykt af majoritetsbefolkningen: Singhalesiske buddhister. Og det politiske krav i dag er det samme som De tamilske tigre stillede: Et føderalt system, hvor tamilerne kan have selvbestemmelse i den nordlige og østlige provins.

Ingen er blevet stillet til ansvar for forbrydelser under krigen. Militæret er stadig massivt tilstede, og den tamilske befolkning mangler frigivelse af land og vished om forsvundne familiemedlemmer og politiske fanger. Der har ikke været nogen forsoningsproces, til trods for at 10 år nu er passeret. Ingen ar er helet. Betyder det, at en voldelig konflikt kan bryde ud igen?

”Det spørgsmål bliver hele tiden stillet. Men vi har ikke stamina til voldelige kampe længere, så de sidste, der vil starte en krig er tamilerne. Vi er drænet. For at være i stand til at starte nye voldelige kampe skal man være i stand til at glemme hvad der skete i slutningen af krigen; alle de drab, og det vil som minimum tage to generationer – det var derfor de så brutalt massakrerede os. Mindet er i os, vi kan ikke forestille os at kæmpe igen med brugen af vold,” svarer Dr. Kumara Gurupani.