Fakta
Sune Engel Rasmussen: Nyt blod, 300 sider, Gyldendal.
Verden er efterhånden blevet præget af så mange ”krudttønder”, dvs. volds- og terrorhærgede stater samt internationale dræbergrupper, at Afghanistan kan blive trængt i baggrunden. Måske også fordi det er vanskeligt at finde ud af ”hvem, der holder med hvem”.
Den danske journalist Sune Engel Rasmussen gør os klogere på mangt og meget af landets konflikter i sin bog ”Nyt blod”, der er baseret på hans tre-årige ophold i Afghanistan i 2014-17.
Titlen sigter, som forklaret i undertitlen, til den generation afghanere, der er vokset op efter 11. september 2001 – den dato, hvor gigant-terrorangrebet ramte New York og Washington, som skulle udløse en fremmed invasion af Afghanistan og nedkæmpelsen af Taliban, men samtidig hvirvle landet ind i endeløse kampe med involvering af udenlandske soldater.
På mange måder blev Afghanistan offer for forlydender om, at den saudi-arabiske Osama bin Laden var flygtet dertil. Han var landsmænd til selvmordbombe-mændene i de dræberfly, der ramte USA.
Det er ganske paradoksalt, at USA i en afsindig afmagt over for 11. september-terrorangrebet drog på antiterror-korstog til Afghanistan – og så næsten ikke kunne opspore nogen terrorister. De fleste talibanere var nemlig flygtet til nabolandet Pakistan eller smeltet sammen med civilsamfundet, som forfatteren bemærker.
Tre skæbner
Engel Rasmussen er ikke kendt i Danmark, fordi han tidligt valgte at journalist-uddanne sig i udlandet, på Columbia University i New York, hvorefter han næsten udelukkende udfoldede sit korrespondent-talent i udenlandske medier.
I dag er han Mellemøst-korrespondent for Wall Street Journal med base i Libanons hovedstad, Beirut.
I sin bog fokuserer han på tre afghanske skæbner for at vise kompleksiteten i befolkningsmønsteret.
Der er den unge Taliban-kriger Omari, som var vidne til amerikanernes voldsomme adfærd under forsøg på at opstøve Taliban-terrorister, og som med tiden kom til at drømme om at lide martyrdøden i væbnede træfninger med Vesten. Forfatteren betegner Omari som en slags weekendkriger, idet han kun gør Taliban-tjeneste på deltidsbasis
Fremdeles den unge kvinde Zahra, mor til tre, der flygter fra sin voldelige, stofmisbrugende mand, og opbygger en helt ny tilværelse.
Og så er der Saif, der oprindelig – sammen med millioner af andre afghanere – var flygtning i nabolandet Iran, og siden valgte at bekæmpe Islamisk Stat som lejesoldat for den syriske diktator Bashar al-Assad i det borgekrigshærgede Syrien.
Unge mænd med magt – og penge
Man kan tale om voldsomme kultursammenstød under amerikanernes konfrontation med afghanerne. De udenlandske styrker i landet var fra begyndelsen stærkt afhængige af afghanske samarbejdspartnere. For at sikre landeveje og områder omkring byerne hyrede koalitionen private, kontraktansatte afghanske sikkerhedsfolk – men herved skabtes en helt ny overklasse af unge mænd med en magt, der ofte øgede usikkerheden, skriver Engel Rasmussen. De kørte fx rundt og skød i blinde ind i landsbyerne.
De genererede en enorm korruption, og de medvirkede til udbredt animositet mod amerikanerne og de fremmede i det hele taget. Sikkerhedsfirmaerne i ledtog med landets herskerelite rådede over ufatteligt store summer og betalte sågar Taliban for ikke at angribe konvojer.
Som forfatteren formulerer det, kom de rigelige amerikanske penge direkte og bevidst ned i lommerne på de militante, som koalitionen kæmpede imod, og ind i et finansielt økosystem, som holdt gang i krigens kedler.
Men Afghanistans institutioner var for skrøbelige til at absorbere de mange vestlige penge: Politikere og spekulanter byggede enorme villaer, og entreprenante unge mænd med engelskkundskaber hægtede sig på dette nye forretningseventyr, karakteriseret ved import/eksportvirksomheder. Det var just ikke noget, der opbyggede industri og landbrug eller udvinding af landets naturressourcer.
Opgør med normer
Gennem lange samtaler med Zahra – kvinden, der i modstrid med gængs afghanske tradition frigjorde sig fra sin voldelige ægtemand – blev det klart for den danske journalist, hvordan og hvorfor familien spiller så stor en rolle i det afghanske samfund: Staten er fraværende og ude af stand til på en konsekvent eller retfærdig måde at holde justits, og civilsamfundet er derfor en ordensmagt på linje med staten, som udøver streng social kontrol. De dominerende normer er så dikteret af visse mænds tolkning af islam.
I bogens beretning om denne kvindes trængsler finder man nøglen til at forstå mangt og meget af en afghansk tilværelse. En sej kamp for sådan en ung kvinde, der endog måtte finde sig i, at betingelsen for at hun kunne få lov til at arbejde ude (og råde over egne penge) var at finansiere mandens misbrug!
Bogen bringer megen god perspektivering frem og tilbage i tiden. Allerede i 1920’ene prøvede den daværende konge at gennemføre fremskridtsvenlige reformer såsom skolegang for begge køn (!), ligesom han vendte sig mod flerkoneri og brug af tørklæde.
I 1960’erne og 70’erne var Afghanistan i centrum for hvad man kunne kalde modernitet i Sydasien.
Men i dag giftes næsten halvdelen af de afghanske kvinder væk, før de er 18 år, ja mange før de er fyldt 16.
At bryde et ægteskab betagtes som så skamfuldt, at det er livsfarligt alligevel at gøre det – som kvinde. To ud af tre kvinder i landets fængsler sidder anklaget for at ville stikke af fra hjemmet.
Et land man kan sende flygtninge tilbage til?
Det er svært at få et overblik over, hvad der sker og ikke sker i Afghanistan. Gør den udenlandske militære tilstedeværelse overhovedet en forskel?
De fremmedes tilstedeværelse var på sit højeste i 2010 med 150.000 mand, men siden er det dalet til ca. 15.000. Siden 2014 har Sune Engel Rasmussen været den eneste presserepræsentant for de nordiske lande plus Storbritannien. Der er uhyre farligt, selv i hovedstaden Kabul, hvor udenlandske besøgende sjældent forlader lufthavnen. Forfatteren bemærker mismodigt dette med den tilføjelse, at Afghanistan er den største enkeltmodtager af dansk bistand, og et land som man trods de usikre forhold betragter som et udviklingsprojekt, man kan sende flygtninge tilbage til.
I alt det uforståelige vedrørende Afghanistan indfletter sig spørgsmålet, hvordan Taliban finansierer al sin volds-udøvelse? USA er kilde til en oplysning om, at Taliban driver 400-500 mobile heroin-laboratorier i Helmand-provinsens ørken, og at narkoindustrien andrager omkring 320 millioner dollars, hvoraf halvdelen tilfalder terrororganisationen. Taliban sælger til ikke-muslimer, eftersom salg af stoffer er haram, altså forbudt i forhold til islam.
Guldgrube af information
Det er overordentlig modigt sådan at slå sige ned i Afghanistan i hele tre år, som den danske journalist og hans australske kone har gjort. Hans bog er en guldgrube af informationer om afghaneres tilværelse, om traditioner og nybrud og om de skæbnesvangre følger af udenlandsk intervention
Modsætningerne er mange, sprogkløfter er blot én årsag til splid, manglende samhørighedsfølelse en anden.
Engel Rasmussen har gjort sit til at gøre danskerne mere interesseret i Afghanistans omtumlede skæbne. Dagspressen har efter hans mening i nogen grad forsømt at løse den opgave.
