Noem My Skollie – Call Me Thief
Sydafrika 2016
Instruktion: Daryne Joshua
Manuskript: John W Fredericks
Filmen vises som en del af Det danske Filminstituts Sydafrika-tema. Den kan ses i Cinemateket, København:
Lørdag 20. april kl 21:00
Søndag 28. april kl 19:00
John W Fredericks underviser unge, dømte kriminelle i Cape Flats i creative writing. Han vil gerne give dem en vej ud af den gentagne kriminalitet. Hans evner som historiefortæller gav ham selv en udvej, da han som ung mand forudsigeligt var blevet revet med i det bandehelvede, som det næsten var umuligt at holde sig fri af. Han udgav i 2016 bogen Skollie: One man’s struggle to survive by telling stories, og skrev manuskriptet til filmen Noem my Skollie samme år. Både bogen og filmen bygger på hans liv, selvom filmen ikke er en fuldkommen loyal gengivelse af hans oplevelser.
Håbløshed
Det første lange stykke tid får den over to timer lange film én til at føle en dyb håbløshed, for livet i Cape Flats er hårdt. Og fattigt. Og hårdheden og fattigdommen kan tilsyneladende ikke andet end at reproducere hårdhed og fattigdom i forudsigelige mønstre. Der er få ærlige jobs, og kriminalitet lader til at være den eneste mulighed for mange. De unge mænd organiserer sig i bander, der terroriserer de store drenge, som så også organiserer sig i bander for at kunne forsvare sig. Der lader ikke til at være nogen vej ud.
Midt i denne hårdhed og fattigdom finder vi AB (Abraham), hvis far er renovationsarbejder. Abraham kan fortælle historier, og gør det også næsten hver dag sammen med sine tre bedste venner. Han elsker bøger, som han finder mellem det skrald, hans far kører rundt og samler ind, men selv en så uskyldig kærlighed kan koste én dyrt i Cape Flats. Drengene bliver hurtigt tvunget til at opgive deres barndom, blive en bande og begynde på deres kriminelle løbebane. De sværger altid at være der for hinanden, og selv at tage straffen, hvis de bliver taget. Og så går det galt.
Ordets magt
Fængslerne i Sydafrika er domineret af ’the numbers gang’, som har rødder tilbage til 1800-tallets minearbejdere. De er organiseret i en kaste-lignende struktur, hvor medlemmerne af hvert nummer (26, 27 og 28) har bestemte regler, roller, tabuer og ritualer. Når der kommer nye indsatte, forsøger de forskellige numre at rekruttere dem, hvis man mener, at de er gjort af det rette stof, og ellers bliver man ’wyfie’ for en af bandemedlemmerne og må lægge krop til. Det er næsten umuligt at holde sig uden for disse strukturer, når man først er havnet i fængslernes store sovesale.
AB og en af hans bandebrødre, Gimba, bliver sat i Pollsmoor-fængslet, et af landets bedst sikrede fængsler for fanger, der vurderes at være særligt farlige, efter et røveri, hvor de ikke slap væk i tide. Gimba ender hurtigt som ’wyfie’ – eller også ofrer han sig for at beskytte dem begge – men AB er ikke ’wyfie’-materiale og vil heller ikke ind i de virkeligt hårde bander. Han køber sin frihed ved at fortælle historier. Så længe han kan underholde de uuddannede, voldelige og for visses vedkommende primitive bandemedlemmer, får han lov til at stå udenfor. Hvis han begynder at kede dem, bliver han nødt til at vælge side. Men hans stædige insisteren på at holde sig fri af numrene får tragiske konsekvenser udenfor fængslet, hvor numrenes lange arme også kan nå.
Et omvendt justitsmord
Selv efter at være sluppet ud af fængslet med neutraliteten i behold, må AB stadig kæmpe med at holde sig ude af bandelivet udenfor murene. Der ser ikke ud til at være nogen vej væk fra den kriminelle løbebane. Han vil ellers gerne slippe ud af miljøet og statistikkerne for at dyrke sit venskab med Jenny, som han har været forelsket i, siden han var en stor dreng. Ved et uventet lykketræf – der snarere handler om bandebrødrenes uventede æresfølelse og integritet – ser det alligevel ud til, at han måske får en chance for at leve et normalt liv.
Anmelderroser og alvorlige konsekvenser
Publikum har taget filmen til sig, både i Sydafrika og internationalt. Den skrev historie, da den havde premiere i Pollsmoor-fængslet. Den foregår på et 60’er præget afrikaans. Den har været nomineret til og har vundet adskillige priser. En af skuespillerne, der spiller en specielt ubehagelig indsat, er blevet overfaldet, fordi visse fans ikke kunne skelne mellem fiktion og dokumentar. Det er helt sikkert en film, der sætter tankerne i sving og trækker én rundt i yderpunkterne af følelsesregisteret.
