Historien om et venskab, der blev en udviklingsforening

Små udviklingsorganisationer

Utallige små private foreninger og organisationer i Danmark forsøger at bidrage til fattige landes udvikling. Langt de fleste kommer aldrig til offentlighedens kendskab.

Globalnyt har senest bragt en række essays af Thyge Christensen om livet i det nordøstlige hjørne af Burkina Faso. Her mødte Thyge i sin ungdom den lille landlige by Gorom-Gorom, hvor han fik gode venner. Siden da blev en lokal kvindeforening oprettet for at tage sig af forældreløse børn. Thyge Christensens ven- og kendskab til både byen og kvindegruppen førte til oprettelsen af en lille dansk forening, Red børnene i Gorom-Gorom, som støtter kvindegruppen.

Også foreningen Nhakas Venner er vokset frem som resultat af et dansk-afrikansk venskab, der strækker sig helt tilbage til 1970’erne.

Ole Timotej skriver i dette essay om en udviklingsforening, der som noget helt usædvanligt også har været i stand til at nedlægge sig selv, fordi den mente, at have hjulpet med det, den kunne. Derefter var det afrikanerne selv, der måtte tage over.

Også Red børnene i Gorom-Gorom har besluttet at nedlægge sig selv af to årsager, fortæller Thyge Christensen: ”Vi formår ikke at forynge foreningen og bestyrelsen, fordi vi ikke længere kan besøge dem i Gorom-Gorom p.g.a. risikoen for kidnapning mm. – og vi mener principielt, at det er konstruktivt at lade partnerskabet føre til en situation, hvor de ikke længere er afhængige af os.”

I slutningen af 1970’erne var jeg som mange velmenende skandinavere med til at støtte befrielsesbevægelserne i det sydlige Afrika. Jeg boede to år i Mozambique for at tage imod og formidle humanitær hjælp fra Danmark til de zimbabwiske flygtninge i Mozambique.

I Mozambiques hovedstad Maputo mødte jeg mange af de unge, der var flygtet for at tage kampen op med det hvide mindretalsstyre i Rhodesia. Især en af dem, Isaiah, fik jeg et nært forhold til. Vi mødtes igen i det selvstændige Zimbabwe og beholdt kontakten gennem årene, medens han arbejdede for en international ngo i sit eget land.

Da han besluttede sig for at sige op for syv otte år siden, var arbejdsløsheden i Zimbabwe astronomisk og økonomien i ruiner, som den har været det i årtier. Hans egen økonomi så også ud til at blive usikker.

Baggrunden for hjælpen

Isaiah havde etableret sin egen lokale hjælpeorganisation Nhaka Afrikan World View med udgangspunkt i den landsby, hvor han var vokset op. Udgangspunktet var at hans mor havde taget sig af børn, som havde mistet deres forældre på grund af aids. Den indsats ville han fortsætte.

Han ønskede også, at det skulle være en forening, der værnede om kulturarven i det afrikanske samfund. Derfor navnet ‘Nhaka, som betyder ’kulturarv’. I øvrigt er ’Afrikan’ ikke en stavefejl, men et signal om en selvstændig afrikanistisk, ikke-eurocentreret, sprogbrug, som er anerkendt i Zimbabwe.

Isaiah brugte sine ngo-kontakter til at søge penge til at betale for skolegang til de unge forældreløse. Noget af hjælpen kom fra Canada, noget fra Belgien og noget fra Danmark.

Jeg var ikke den eneste, der havde mødt og opbygget et venskab med Isaiah. Han havde truffet andre danskere der havde bidraget til genopbygning i de første år i det selvstændige Zimbabwe. Ved en sammenkomst for Zimbabwe-venner i sommeren 2012 beslutte vi at lave en forening til støtte for Isaiah og hans projekt – og dermed blev foreningen Nhakas Venner skabt.

Mutasa distrikt

Det lokalsamfund, som Nhakas Venner valgte at støtte, ligger i Mutasa distrikt. Det er i det østlige Zimbabwe nord for Mutare i grænseområdet til Mozambique. De smukke Inyanga bjerge var i kolonitiden et yndet udflugtssted forbeholdt de hvide rhodesere. De havde også taget den bedste landbrugsjord fra den sorte befolkning for at dyrke den og leve et godt liv.

Endnu i dag lever en stor del af den oprindelige befolkning i Zimbabwe stadig i de samme tørre og ufrugtbare områder, som de dengang blev fordrevet til. De får ikke meget udbytte af jorden. Det betyder, at en fejlslået høst medfører, at de sulter. Således er betingelserne også for befolkningen i Mutasa.

Det sted, hvor Isaiahs forening begyndte sit arbejde, hedder Manica Bridge, et simpelt stoppested for bussen langs den støvede landevej A-15, der går fra Mutare til Nyanga. Bosætningen langs vejen består af beskedne hytter og småbutikker, og der er ofte en gruppe af lokale bønder, der sidder ved vejen i håb om at få solgt deres grøntsager.

I det bjergfyldte område er der mange vandløb og meget nedbør i regntiden, men regnen falder ujævnt på grund af terrænet og ikke altid de steder, hvor den afrikanske befolkning har deres jord. Derfor er vandforsyning et problem. Tiden med Mugabe har ikke ændret nævneværdigt på leveforholdene for de fattigste, så man ser i dag en del børn, der lider af kummervækst – de er på engelsk stunted – det vil sige, at deres fysiske udvikling er hæmmet af underernæring under opvæksten.

Første indsats

Den første intention for Nhakas Venner var at hjælpe med uddannelse, da det havde været ønsket fra Isaiahs forening. Derfor blev pengene, der blev indsamlet, i begyndelsen brugt til at betale for forældreløse børns skolegang. Men efter besøg i Mutasa, og diskussioner med Isiaha og andre lokale, forstod vi, at der var brug for mere grundlæggende tiltag, fordi befolkningen i perioder simpelthen ikke har nok at spise. Vores første større mål med samarbejdet blev derfor at skaffe vand, så der kunne dyrkes flere og mere varierede fødevarer.

Det tog lang tid og mange diskussioner på skype, frem og tilbage mellem Danmark og Zimbabwe, inden der var en løsning på problemet med at skaffe vand. Det første var et forsøg med brøndboring, som ikke gav resultat. Derefter blev der bygget en dæmning, som ikke holdt. Løsningen blev en rørføring fra et permanent reservoir i bjergene, hvorfra der kunne ledes vand ud til flere aftapningssteder i området.

Samtidig blev der etableret 10 grøntsagshaver på kooperativ basis. Arbejdet i haverne var i starten bygget på frivillig deltagelse. Efter noget tid blev der lavet haveforeninger og aftalt en udbyttedeling. Den ene halvdel skulle gå til dem, der arbejdede i haverne, den anden til at udvide den fælles dyrkning. Men der var langt til resultater. De første par år blev afgrøden spist undervejs eller gik til i misvækst. Men i løbet af de følgende år begyndte der at komme et overskud i form af søde kartofler, tomater og andre grøntsager, som kunne fordeles og sælges.

Et forsamlingshus

På et tidspunkt fik Nhakas Venner en lidt større donation, der var samlet ind ved en familiefest i Danmark. Forventningen fra den danske familie var, at pengene skulle bruges på vandforsyning men efter overvejelser og diskussioner hos vores målgruppe i Zimbabwe blev tilbagemeldingen til Nhakas Venner, at ønsket var at bygge et forsamlingshus, der kunne være et samlingspunkt  med mange forskellige funktioner. I det fattige udkantsområde, langt fra et handelscenter, kunne det blive et nyt sted for udvikling, et sted der kunne give unge mennesker arbejdsmuligheder.

For vores lille forening, der kun eksisterede på private donationer, tog det flere år at samle penge til byggeriet. Der var mange diskussioner mellem Danmark og Zimbabwe om hvad, der var rimeligt og nødvendigt at bruge penge på for at få en funktionsdygtig bygning. F.eks blev der stillet spørgsmål ved om det var nødvendigt med et undertag i mødesalene, og om bygningens ydervægge skulle pudses før færdiggørelsen eller det kunne udsættes til senere, og om der var penge til at udsmykke området omkring bygningen.

Et større projekt

Da der i Nhakas Venner var et stort ønske om at gøre mere end vi kunne som privatpersoner, opstod tanken om at søge danske ulandspenge, og der blev lavet en ansøgning til CISU (Civilsamfund i udvikling), der er formidler af dansk udviklingshjælp.

Hovedformålet med projektet skulle være at skabe udvikling ved at øge ernæringstilstanden for befolkningen i lokalområdet. Det skulle ske ved at give et udvalg på 375 familier muligheden for at dyrke bedre og mere varierede fødevarer i projektperioden. Sideløbende skulle der uddannes lokale ildsjæle, der kunne sprede ny viden og ideer og bagefter arbejde videre som en resursegruppe. Deres opgave ville blive at inspirere de lokale bønder til dyrkning af nye afgrøder og ændring af dyrkningsmetoder.

Pengene blev bevilget, og der blev aftalt et samarbejde mellem fem organisationer. I Zimbabwe gik Nhaka sammen med to andre lokale ngo’er, som havde erfaring i lokalsamfundsudvikling, og i Danmark arbejdede Nhakas Venner sammen med foreningen Seniorer Uden Grænser, som havde erfaring fra tidligere projektansøgninger.

Sideløbende med at det CISU-støttede projekt var i gang, blev der arbejdet på at få forsamlingshuset bygget færdigt. I Danmark blev der også gjort en stor frivillig indsats. Der blev samlet værktøj, cykler, inventar, symaskiner, doneret 10 nye computere og skænket meget andet til forsamlingshuset. Det hele blev pakket i en container, der blev sendt af sted til Zimbabwe.

CISU projektet blev gennemført og har givet et ernæringsmæssigt løft for mange familier og tilført nye resurser til  lokalområdet. I afrapporteringen til CISU hedder det, at der har været stor tilfredshed med projektet. Containeren blev modtaget og indholdet varetaget af ”Nhaka Afrikan World View”. Forsamlingshuset blev færdiggjort og indviet med en stor fest. Cyklerne kom i anvendelse. Symaskiner og computere blev installeret og kom i anvendelse i forsamlingshuset. Det har siden indvielsen tjent til at holde forbindelse mellem grupperne med grøntsagshaver, lige som den er brugt til lokale møder og udlejet til foreninger, der kom udefra. Tiden må vise, hvad langtidseffekterne bliver.

Målet er nået

I slutningen af 2018 diskuterede vi, hvordan vi skulle gå videre. Med ”Nhakas Venner” havde vi hjulpet en gruppe mennesker i det fattige misrøgtede Zimbabwe til et bedre liv. De havde fået en saltvandsindsprøjtning og mange nye muligheder. Gennem årene var der blevet tilført værdier fra ”Nhakas Venner” for ca. 1 million kroner til det fattige lokalsamfund. Vi syntes, vi havde nået mere, end vi fra begyndelsen havde regnet med.

En mulighed kunne være at fortsætte i et mere professionelt spor med at søge nye fondsmidler og kanalisere penge til lokale afrikanske ngo´er. Men flere af bestyrelsens medlemmer ønskede at bruge kræfterne på andre gøremål, og der var derfor ikke stemning for at fortsætte det frivillige foreningsarbejde.

Vores holdning har igennem hele forløbet været, at det var op til zimbabwerne at bestemme, hvad pengene skulle bruges til. Det er ikke op til os i Danmark at dømme, om de skal gøre det ene eller det andet. For mig er dette et spørgsmål om respekt over for dem som personer, deres værdier og hvad de vil.

På en ekstraordinær generalforsamling i slutningen af 2018 besluttede Nhakas venner derfor at nedlægge foreningen ud fra den opfattelse, at den havde nået sit mål. Vi havde gjort vores del af arbejdet, nu er det op til zimbabwerne i Mutasa distrikt at bruge de muligheder, de har fået.