Det økonomisk trængte sudanske regime fjernede d. 19. december en række subsidier til forbrugsvarer, og straks brød protesterne ud i hovedstaden Khartoum. De blev dog hurtigt slået ned.
Derefter spredtes demonstrationerne imidlertid mod regimets forventning til mindre byer og forstæder. Denne spredning er en af årsagerne til, at protesterne har kunnet fortsætte så længe, vurderer seniorrådgiver ved Folkekirkens Nødhjælp, Nils Carstensen: “Det svarer til at se optøjer i Ringkøbing, Skjern og Herning.”
Carstensen har fulgt udviklingen i Sudan tæt i 30 år og peger på, at det ikke er første gang, styret udsættes for voldsomme protester. Under få dages demonstrationer i 2013 blev hele 200 personer dræbt.
Også denne gang har styret slået hårdt tilbage. I alt er omkring 40 døde og flere hundrede såret.
”Men denne gang er det opsigtsvækkende, at demonstrationerne fortsætter på trods af styrets modsvar med tåregas, tæsk og skarpe skud. De ser oven i købet ud til at spredes,” noterer Carstensen.
I et forsøg på at stoppe demonstrationerne lukkede regimet allerede i december for adgang til de sociale medier.
Decentrale protester
Niels Carstensen mener, at en væsentlig årsag til de fortsatte protester er, at demonstrationerne ikke ledes af den etablerede opposition, men af spontant opstående grupper, der er frustreret over dårlige livsvilkår, korruption og en skrantende nationaløkonomi.
Sudans økonomi har altid været spinkel, men landet oplevede et regulært boom i årene efter udvindingen af olie fra kilder i den sydlige del af Sudan tog fart i 1990’erne. Da Sydsudan løsrev sig som selvstændig stat i 2011, mistede Sudan sine direkte olieindtægter, men landet blev til en vis grad kompenseret at Sydsudans transitafgifter for brugen af Sudans rørledninger til udskibningshavnen Port Sudan ved Det Røde Hav. Borgerkrig i Sydsudan fra 2013 har imidlertid standset olieudvindingen og dermed også lukket for transitafgifterne til Sudan.
I de senere år har styret fået økonomisk hjælp fra EU, der har betalt Sudan for at standse flygtningestrømme til Europa. Men det har ikke været nok til at kunne løfte et land, der bruger størstedelen af sin nationaløkonomi på militær og sikkerhedsstyrker. Presset af en stadig mere skrantende økonomi valgte styret derfor at fjerne statstilskuddet til en række dagligvarer, især brød og brændstof. Så brød urolighederne løs.
Udsigter til flere demonstrationer
Præsident al-Bashir kom til magten ved et militærkup i 1989. Efter voldsom undertrykkelse af protester i Darfur er han imidlertid truet af en international arrestordre fra den Internationale Straffedomstol, ICC. Her er al-Basir anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeden.
Som præsident har han nydt en vis immunitet mod udlevering. Mister han imidlertid præsidentposten, øges hans risiko for at blive udleveret til retsforfølgelsen ved ICC.
“Derfor er det svært at forestille sig, at Al-Bashir bare overgiver sig,” siger Carstensen: “Han har tidligere været mødt af lignende protester, og stik mod alle forventninger har han holdt magten i næsten 30 år.”
Carstensen vurderer, at et mulig resultat efter fortsatte uroligheder kunne være, at militæret kupper al-Bashir i forsøget på at bevare sin egen magt og status. Men da befolkningens protester er rettet mod hele magteliten, tvivler han på, at demonstrationerne vil slutte, selv om al-Bashir fjernes: “Det er et diffust oprør, hvor det ikke er klart, hvem der står i spidsen, og hvem der kunne blive et alternativ til al-Bashir.”
