De, der fortsat forsvarer Ortega og Murillo, anfører, at det var FSLN, der gennemførte revolutionen og afsatte diktatoren Somoza i 1979, og at Ortega beskriver sit styre i dag som socialistisk, solidarisk og kristent. Derfor hævdes det, at oprøret mod Ortega og Murillo er styret udefra af betalte grupper.
Men Ortegas styre er ikke socialistisk, og jeg vil i denne analyse vise, at det i dag snarere kan betegnes som et kleptokratisk familiestyre med tendenser til fascisme. Jeg siger ikke, at partiet Den Sandinistiske Nationale Befrielsesfront (FSLN) er fascistisk, men peger udelukkende på Ortega/Murillo som ansvarlige for den udvikling.
Personligt har jeg stadig megen sympati for den sandinistiske revolution i 1979, og kom til Nicaragua første gang i 1984 netop på grund af denne sympati.
Tendenser til fascisme
Jeg mener, at det har været en glidende proces, hvor idealerne fra Sandino gradvist blev afløst af mere personlige og diffuse mål. Dette tog fart i takt med Rosario Murillos (gift med Daniel Ortega og nu vicepræsident i Nicaragua) stigende indflydelse på Daniel Ortega og politiken i Nicaragua.
Men for at forstå situationen skal man tilbage til den pagt, som Daniel Ortega indgik i 1999 med den korrupte præsident Arnoldo Alemán (1996-2001), der gennem en ændring af grundloven gjorde det muligt at vinde præsidentvalget i første runde med blot 35% af de afgivne stemmer og 5% ned til den kandidat der fik næstflest stemmer. Det var en ændring, der på sigt ville bane vejen for, at Daniel Ortega igen kunne vinde valget.
Under den efterfølgende præsident Enrique Bolanos (2001-2007) blev Alemán i 2003 idømt 20 års fængsel for korruption og hvidvaskning af penge. En dom som Ortega annullerede i 2009, da han kom til magten igen i 2007 takket være principperne fra pagten i 1999.
Normalt forbinder vi fascisme med Mussolinis Italien og Franco i Spanien og til dels Hitlers nationalsocialisme i Tyskland, men ved at tage nogle af kendetegnene på fascisme og analysere disse i en nicaraguansk kontekst under Ortega/Murillo regimet, ja så kommer jeg frem til, at det kan beskrives som et kleptokratisk familiestyre med tendenser til fascisme.
Kontrol med domstole, nationalforsamling og valgsystem
Den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt sagde i 1938:
”Den første sandhed er, at friheden i et demokrati ikke er sikret, hvis befolkningen tolerer en stigende magtkoncentration på private hænder, indtil et punkt hvor det udvikler sig noget der er stærkere end selve den demokratiske stat. Dette er essensen af fascismen – ejerskabet af staten i hænderne på en person, en gruppe eller enhver anden der kontrollerer den private magt”.
I Nicaraguas tilfælde er magten i dag koncentreret omkring ægteparret Daniel Ortega og Rosario Murillo. De to har sat FSLN ud af kraft, fordi det de facto er præsidenten der personligt udpeger kandidater til Nationalforsamlingen og fratager valgte deres taburet i samme Nationalforsamling. Det samme sker i det kommunale styre med borgmestre og udskiftning af disse.
Ortega/Murillo kontrollerer politiet, hæren, domstolene, nationalforsamlingen, det øverste valgråd (CSE), Nationalbanken og centraladministrationen ligeledes kontrollerer de flere TV-stationer sammen med deres sønner.
Parret har også haft og har stadig total kontrol over de hundredvis af millioner af dollars, som Venezuela har givet i støtte til Nicaragua, ved at lede pengene uden om statsbudgettet og dermed offentlig kontrol.
Kontrollen med domstolene gjorde blandt andet, at Ortega kunne genopstille som præsidenten for tredie gang og to gange i træk, hvilket er forbudt ifølge grundloven. Der er også stillet markante spørgsmålstegn ved resultaterne af valgene i 2016 og 2017, ikke så meget ved sandisterne valgsejr, men derimod ved valgdeltagelsen.
Ortegas totale kontrol med valgsystemet gjorde det muligt at svindle.
Skibbrudne principper
Under et fascistisk system bruges partiet som et redskab til at overtage staten, og når det er sket har partiet ingen betydning mere. Det er det, vi har set med FSLN i Nicaragua. Der er derfor ikke behov for et étpartisystem, som vi ser det i Cuba, fordi partiet simpelthen er blevet overflødigt.
Det sandinistiske røde og sorte banner med bogstaverne FSLN overtog gradvis rollen fra det blå/hvide nationalflag og prydede alle offentlige kontorer og bygninger, nøjagtigt som man i Tyskland brugte flaget med hagekorset.
Et andet element i fascismen er korporatisme eller den korporative stat, et politisk og økonomisk system, hvor samfundets forskellige interessegrupper ikke modarbejder hinanden i form af strejker og lock-outs, men derimod målbevidst arbejder sammen om at nå til enighed.
Siden Daniel Ortega kom tilbage til magten i 2007, har han regeret landet sammen med arbejdsgiverforeningen COSEP, hvis præsident José Adan Aguirri tidligere har udtalt, at i Nicaragua fremsættes der intet lovforslag, uden at han har været involveret.
Den sandinistiske fagbevægelse har også været en del af dette. Mindstelønninger har været aftalt mellem præsident, arbejdsgiverforeningen og fagforeninger, ligesom reglerne for de toldfrie produktionszoner er et produkt af aftaler.
Landet har siden 2007 oplevet meget få strejker og alt dette førte også frem til et gunstigt klima for udenlandske investeringer i Nicaragua, da man havde et arbejdsmarked under total kontrol.
Herskeren og folket
På den baggrund begyndte urolighederne 18. april i år. I denne korporatismemodel var arbejdstagerne altid den svage part, og Nicaragua har i dag de laveste mindstelønninger og offentlige lønninger i Mellemamerika efter 11 år med Ortega ved magten. Under fascismen er klassekampen afskaffet. Der er kun herskeren og folket.
Den italienske filosof Antonio Gramsci sagde:
“Virkeligheden defineres med ord. Derfor vil den der kontrollerer ordene kontrollere virkeligheden”.
Det er det samme vi ser nu, hvor Daniel Ortega, efter han i ni år har nægtet at give interview til uafhængige nationale og internationale medier, pludselig bestormer de store globale TV-kanaler. Det gør han for at fremme sin egen version af en virkelighed, hvor han er offeret og folket er den onde fjende, der vil fjerne ham fra magten med paramilitære styrker som skyder politibetjente og sandinister. Der er i hans univers ingen civile ofre for krisen.
Flere kanaler
Der er blot en ting, som Ortega og Murillo ikke nåede inden krisen, og det var en kontrol af de sociale medier, så selvom de kritiske kanaler blev lukket ned af styret i starten af krisen, ja så havde nicaraguanerne de sociale medier. Mobiltelefoner der tager fotos og videoer i hundredtusindvis, som distribueres på sociale medier i et splitsekund, ja så betød det intet at Ortega-Murillo familien sidder på flere tv kanaler.
Bagsiden af medaljen er de mange manipulationer, vi har set på de sociale medier
Ligeledes var det bemærkelsesværdigt, at på alle de programmer, præsidenten har medvirket i, var de sandinistiske faner skiftet ud med det blå-hvide nationalflag, en detalje, men ikke uvigtig. I de få nationale pressekonferencer eller taler til folket, som Daniel Ortega har holdt med politi og hærledelse, da er de røde og sorte FSLN flag igen på plads. Selv da hærchefen for nylig skulle forklare hærens stillingtagen under konflikten, skete det med den røde og sorte FSLN fane som baggrund.
At skjule den sandinistiske fane har ikke været nødvendigt før nu, fordi Ortega/Murillo familien kontrollerer en lang række tv-kanaler, som i 11 år ukritisk har viderebragt propaganda for Ortega/Murillos parallelle virkelighed.
De kritiske medier har i mange år været udelukket fra adgang til pressekonferencer og regeringsapparatet.
I 11 år har Ortega ikke deltaget i diskussioner med andre kandidater op til valgene, og har begrænset sig til karavaner med triumftog, som var en kejser værdig.
Når han blev hyldet rundt omkring i landet er det altid sket med høj musik og farver. Han og fruen har nådigt vinket til de sammenstimlede partistøtter og offentligt ansatte der var udkommanderet. I det hele taget har Ortega og især Murillo designet hvordan massemøder skal afholdes og slogans fra deres univers blev trykt i store formater og sat op overalt i landet. De kunne lyde sådan: “Folket er præsident” eller ” Nicaragua, Socialistisk, Solidarisk og Kristent”.
Hver evig eneste gang har de offentligt ansatte været nødt til at troppe op, hvis de ville beholde deres job.
Bøller slår ned på demonstranter mod betaling
Præsidentparret fik også opsat over 200 store bemalede og oplyste metaltræer på de vigtigste veje der fører ind til Managuas gamle centrum. De skulle minde befolkningen om, hvem der regerer landet.
Det er dog lykkedes demonstranterne at nedlægge mere end 100 af disse metaltræer under protesterne, fordi de opfattes som et symbol på Ortega/Murillo styret.
Som i de lande hvor fascismen stak sit hæslige fjæs frem, har Ortega og Murillo benyttet sig af unge bøller fra sandinistpartiet, eller unge fra de fattige kvarterer til at slå ned på demonstranter mod en ussel betaling.
De gjorde det for fem år siden, da ældre medborgere demonstrerede for deres ret til en delpension og de gjorde det igen, da ældre medborgere i år demonstrerede imod forringelser af deres pension. Ældre borgere blev simpelthen væltet omkuld på gaden og banket af disse unge bøller.
Ortega og Murillo har siden 18. april også brugt bevæbnede paramilitære grupper til at terrorisere og skyde mod befolkningen, selvom det er ulovligt i forhold til grundloven. Den tillader kun, at politi og militær er bevæbnet. Disse paramilitære har med kampråb og løftede rifler åbent hyldet deres chef og Nicaraguas stærke mand, Daniel Ortega, efter fuldbyrdede massakrer.
Ikke socialistisk styre
Fraværet af en retssikkerhed er et andet kendetegn for et fascistisk styre. Borgere, der kritiserer og protesterer mod den siddende hersker, anholdes og fængsles ulovligt og stilles for retten med åbenlyst forfalskede anklager. Fanger tortureres for at de skal angive andre og erklære sig skyldige i forbrydelser, de aldrig har begået. Nationalforsamlingen som præsidenten også kontrollerer, vedtager love, som gør det muligt at anklage alt og alle for terror.
Offentligt ansatte presses til at deltage i demonstrationer og aktiviteter til fordel for præsidenten, og hvis ikke de viser loyaltet, risikerer de at miste deres arbejde. Det skete for nylig en stor gruppe læger og sundhedspersonalet, der er ansat på offentlige sygehuse og klinikker. De blev afskediget fordi de imod regeringens ordre behandlede sårede demonstranter og deltog i fredelige civile protester.
Du må selv afgøre hvilken etiket du vil klæbe på styret Ortega/Murillo i Nicaragua, men socialistisk er det ikke.
John Koldegaard har arbejdet med udviklingsarbejde i Nicaragua og Latinamerika i mere end 25 år.
Find John Koldegaards øvrige artikler om Nicaragua her
