Jeg bor i et land, der er delt i to.
Ikke sådan at forstå, at den nordlige del er forskellig fra den sydlige eller den østlige fra den vestlige. Nej, landet er ind imellem hinanden opdelt i condominios, barrios, asentamientos og comarcas. I hver af disse lever man sit eget liv uden hensyn og forståelse for dem, der måtte leve under andre vilkår.
Her ser man vidt forskellig på den aktuelle situation og det, der er sket de sidste 3 måneder:
Det er blot nogle af de spørgsmål, som drøftes lokalt og internationalt.
Et kvarter fuld af antisandinister
Jeg bor i en af de bedre condominios uden at være prangende, men det var det vi kunne købe for ca. 10 år siden for ca. 900.000 kr., hvilket var det samme, som prisen på vort solgte hus på Nordals.
Her er alle antisandinister og mener, at præsident Ortega er diktator og ansvarlig for alle de døde.
Årets El Replique, hvor sandinisterne fejrer den taktiske tilbagetrækningen fra Managua til Masaya i juni 1979, foregik i år ved, at sandinisterne i en 12-15 kilometer lang bilkortege kørte fra Managua og til Masaya. De kom forbi Masaya vejen tæt ved vores condominio. Kun 3 huse ud af de ca. 70 huse her i bebyggelsen mødte op, nemlig en meget kendt skuespiller og sanger, den tidligere landsformand for Ungsandinisterne og så os.
Resten er og har altid været antisandinister, som nu er begyndt at synge de gamle revolutionssange ved deres fester i weekenderne, men sandinister er og bliver de aldrig. De er og har altid været imod den sandinistiske bevægelse og er sikre på, at sandinisterne er ansvarlige i alle de uhyrligheder, som deres medier offentliggør.
Støtte blandt fattige
Kører jeg ud af den nye firesporede omfartsvej ud mod lufthavnen tæt herved, så ser jeg helt nye slumkvarterer (asentameintos), der er opstået på besat jord, hvilket har været muligt, da politiet har været optaget af at oprette ro og orden omkring de mange vejspærringer og øvrige uroligheder, der har været.
Her støtter alle FSLN, præsident Ortega og hans regering, fordi de ret faktisk har fået det bedre og de tror ikke en pind på, at sandinisterne har foretaget overgreb. Det er blot antisandinistiske propaganda, som har til formål at svække deres muligheder for at forbedre deres levevilkår på bekostning af kapitalen og de store jordejere, som slet ikke udnytter jorden til produktion.
For et par dage siden var vi i León for at besøge min kones moster, der fyldte 75 år. Hun bor sammen med en række af hendes børn og børnebørn i et relativt nyt og fattigt kvarter (barrio) med små huse på den forkerte side af ringvejen.
Sandinismen har skaffet hende og hendes familie nogle ikke særlig attraktive, men for hende og hendes familie helt uopnåelige levevilkår, så hun og familien kunne aldrig drømme om at svigte den sandinistiske bevægelse. De ville aldrig bruge tid på at se andre TV kanaler end kanal 4 og kanal 6 og til nød kanal 2 og 10. Og helt sikker ville de aldrig bruge 10 Cordobas på at købe en af de to store borgerlige og antisandinistiske aviser – El Nuevo Diario eller La Prensa. Sådan noget ”skidt” skal man selvfølgelig ikke bruge penge på.
Også i de nye slumkvarterer har de TV til at se det, som ”partiets” kanaler sender. Det drejer sig jo om at fastholde det ”verdensbillede”, der er bedst for en selv.
Det samme gælder mine naboer bare med modsat fortegn. Hvis jeg bad om at være ven med dem på Facebook, ville de med det samme afvise det. Uha, man skulle jo nødig have den slags smuds ind på mobilen, som ham naboen kunne finde på at slå op.
Uddannelse er vejen frem
Heller ikke hos børnene og for vores vedkommende børnebørnene er der samhørighed og en fælles reference med børn fra andre befolkningsgrupper.
Børnene i det nye slumkvarter skal være meget heldige, hvis de overhovedet kommer i skole, selvom jeg er sikker på, at der meget hurtigt opstår krav om offentlige skolefaciliteter til børnene.
Alle mosters børn og børnebørn går eller har gået i skole, fordi hun som sygeplejerske godt ved, at uddannelse er vejen frem til et bedre liv.
Hun ved godt, det er muligt under de nuværende politiske forhold, også selvom hun ”kun” går på et offentligt gymnasium. Så også hun holder fast i familiens politiske udgangspunkt.
Sådan er det ikke her i kvarteret. Her er der ingen børn, der går i den offentlige skole! Om morgenen kommer der den ene private skolebus efter den anden for at hente kvarterets unger lige til den skole, som forældrene ideologisk eller religiøst synes om og har råd til at betale. Man skulle jo nødigt blande sig med pøblen.
Et polariseret samfund
Nicaragua har altid været et polariseret samfund, hvor man i de forskellige befolkningsgrupper ikke kender andres levevilkår og hvor man politisk helt klart har defineret sit politiske udgangspunkt, og det løber man ikke fra. Det kan godt være, at vi ikke er de fleste, men vi bliver, hvor vi er.
Hele denne problematik anser jeg for Nicaraguas største udfordring. Jeg har altid ment, at et bæredygtigt demokrati kræver en handlekraftig regering, men at der samtidig er behov for en kompetent og slagkraftig opposition. Det er det samspil eller kamp om man vil, som bedst udvikler et samfund til gavn for alle.
Desværre har det ikke været sådan i Nicaragua de sidste 11 år, da oppositionen har været helt fraværende. Jeg føler mig sikker på, at det har medvirket til yderligere polarisering af samfundet og dermed også den nuværende konflikt.
Derfor er der behov for, at udlandet blander sig uden om – læs USA.
Og så er der behov for, at man anerkender hinandens udgangspunkter og begynder at respektere hinanden som ligeværdige parter inden for de konstitutionelle rammer.
Samt, at man lader religionen blive liggende hjemme på ”Amagerhylden”, som vi ville sige på dansk.
Og endeligt, at udenlandske observatører og andre klogehoveder inklusiv danskere holder op med at botanisere om, hvad der er bedst for Nicaragua.
Ervin Jensen er bosat i Managua, Nicaragua. Han har boet sammenlagt mere 19 år i Nicaragua og har her arbejdet, i danske NGOere og private virksomheder.
