I dag er det sydafrikanske medielandskab kendetegnet ved tre udfordringer.
Først og fremmest, domineres landskabet af fire kommercielle mediehuse, hvis forretningsmodeller er under pres fra globale digitale forandringer og hvis legitimitet halter på grund af manglende transformation siden apartheids ophør i 1994.
For det andet, tvedelte mediebrugere danner en lille ressourcestærk, primært hvid klynge af kritiske forbrugere med adgang til et bredt udvalg af trykte og elektroniske medier og en enorm stor, primært sort base af mediebrugere med kun ringe adgang til andet end public service broadcasteren, South African Broadcasting Corporation (SABC).
Til de to første udfordringer føjes den tredje, nemlig en tidligere frihedsbevægelse, som er blevet til et skråsikkert regeringsparti (African National Congress, ANC) der har svært ved at overholde armslængdeprincippet.
Globalnyt har været på besøg hos William Bird, direktøren for en lille men slagkraftig NGO med navnet Media Monitoring Africa, der siden 1994 har forsvaret og understøttet udviklingen af et frit, socialt ansvarligt og kritisk mediesystem i Sydafrika.
Vi spørger hvordan man bygger et system, der kan stille magten til regnskab, afspejle mangfoldige perspektiver og være det sted, hvor den offentlig debat kan blomstre trods dobbeltpresset fra stat og markedskræfterne.
GN: De kommercielle medier i Sydafrika er, af ANC regeringen. blevet beskyldt for ikke at repræsentere andre perspektiver end en lille, hvid elites. Hvad er din vurdering af den anklage?
“På den ene side er medieejerskabet i Sydafrika højt centraliseret. Der er tale om fire store navne: News 24, Caxton, Times Media (for nylig omdøbt til Tiso Black Star) og The Independent Group. Så jo, Sydafrika præsterer dårligt hvad angår spredning af ejerskab.
Men hvis du spørger mig, er det ikke racen af ejeren der er interessant, men det kommercielle pres, som de store, private aktører er underlagt, der er afgørende. The Independent Group er et godt eksempel, hvor transformationen under den nye ejer Iqbal Survé lille effekt har haft på gruppen og indholdet. Hvis du på magisk vis sætter 20 sorte ind, vil det ikke ændre retningen.
Desuden er redaktørernes opfattelser forskellige fra ejernes. Der er en grad af redaktionel frihed og ejerne er ligeglade, bare de tjener penge. Hvis vi skal tale om en bias, er det en kommerciel bias, hvor de viger tilbage fra at gå efter erhvervslivet, men ikke fra at gå efter regeringen. Men det vil ikke ændre sig med ejerens race, de nye ejere vil opføre sig på samme måde. Og det er fordi de skal konfrontere den samme udfordring til deres forretningsmodeller, nemlig, den globale digitale transformation.”.
GN: Kan du uddybe den udfordring?
“Forretningsmodellerne er helt oppe i luften lige nu. Her i Sydafrika oplever vi det samme som New York Times, Washington Post og The Guardian: de store kan ikke tjene penge fordi forbrugerne trækker sig til digitale platforme, hvor de ikke skal betale for nyhederne. De store oplever alle faldene indtægter.
Det er en forretningsmæssig realitet og der bliver fyret personale i newsrooms. Derudover er de store stadig forankret i en gammeldags, institutionel måde at tænke nyheder på, som om de er en slags gatekeeper for nyhederne. Men med nettet, er alt anderledes. De skal forstå, at deres rolle er ikke at fortælle os hvad nyhederne er, men snarere at ekstrahere nyhederne og forklare dem, at pakke nyhederne ud.
Spørgsmålet er nu: Hvad interesserer læserne? Der er en forskydning i magtforholdet her. Det er læserne der skal sætte dagsorden. Også i Sydafrika.”.
GN: Hvad vil denne krise betyde for medielandskabet i Sydafrika?
“Fordi vi har så stor social ulighed, slår krisen i mediernes forretningsmodel igennem på en helt specifik måde. De kommercielle medier har en tendens til at fokusere på den lille andel af den sydafrikanske befolkning, der allerede har god adgang til et sofistikeret udvalg af lokale og internationale medier. Det er her pengestrømmen allerede kommer fra og det er her, at de kan skabe reklameindtægter. Men ”den kinesiske mur” der bør adskille ejerne fra redaktørerne og markedsføringen fra indholdet er stort set væk og redaktøren er konstant presset til at tænke på, hvordan de kan tjene penge. Deres fokus skifter fra læseren til reklameindtægterne.
Problemet er, at den tilgang slet ikke er bæredygtig. Samtidig svigter de helt det potentiale der ligger i den store dele af befolkningen i townships og på landet, hvor digital adgang i storformat er forhindret af alt for høje datapriser, og hvor det stort set kun er SABC der er aktive. Der er ingen forsøg på at forøge adgang her. Den samlede effekt er slet ikke befordrende for et demokratisk medielandskab eller en folkelig forankring. Men samtidig er billedet mere nuanceret, fordi de kommercielle medier også spiller en gunstig rolle i Sydafrika.”.
GN: Hvad mener du med en gunstig rolle?
“De kommercielle medier er dem, der har ressourcerne og styrken til at stå regeringen i mod. Vi har set små, uafhængige medier afslører korruption på lokalt niveau, for derefter at bukke under for et efterfølgende pres. Måske sidder de tre til fem mand i biksen, hvor ejeren også er redaktøren og står for udbringningen i weekenden, hvis nødvendigt.
De har simpelthen ikke styrken eller juristerne ligesom de store, som tager kampen for mediefrihed op. Vi har jo også set, at mange af de seneste års store afsløringer (Nkandla, arms deal, social grants scandalen, Gupta brødrene og state capture) er foretaget af de store aviser og deres undersøgende journalister.
Her spiller de store medier afgjort en rolle som demokratiets fjerde statsmagt. Det er jo derfor, at regeringen går efter de store kommercielle spillere med to tiltag, navnlig Media Appeals Tribunal og Print Media Charter, som begge er forsøg på at styre indholdet og lukke for kritikken.
Det bekæmper de kommercielle medier, og de har størrelsen til det, så uanset om man så synes om det eller ej, spiller de på den måde en vigtig rolle i forhold til mediefrihed. Igen, det er et tveægget sværd, fordi det er præcis den samme styrke, som de har brugt til at løbe rundt om regeringens krav om transformation, som der er et klart behov for. Her har vi ikke set de store spillere forpligte sig endnu.”.
GN: SABC spiller jo også en vigtig rolle som nyheds- og underholdningsproducent til et bredt publikum. Samtidig har der været en masse problemer med deres tidligere direktør, Hlaudi Motsoeneng, som af mange beskyldes for at være i lommen på ANC. Hvordan ser du på SABCs rolle i forhold til udvikling af de frie medier i Sydafrika?
“Vi har brug for en stærk public-service broadcaster som kan balancere de kommercielle producenter, der har al magten lige nu. SABC bør gøre det, men de har helt svigtet den rolle og givet de kommercielle medier frit spil. De har slet ikke benyttet sig af, at de har det største publikum og nu er magtforholdet vendt om.
De er totalt underlagt annoncørernes interesser. Det gælder både i stor og lille skala. Lad mig give dig et eksempel: en lokal medieproducent havde afsløret priskarteller i den lokale detailhandel. Selvsamme detailhandel var bladets største annoncører. Hvad gør du så? Her er du nødt til at have en uafhængig stemme.
I et kapitalistisk samfund, som på godt og ondt er vores udgangspunkt, er du nød til at have en stemme, hvor økonomisk ejerskab ikke bestemmer hvad du kan og ikke kan gå efter. Men den balancering sker ikke i Sydafrika nu.”.
GN: Hvad er det formelle forhold mellem redaktionel politik hos SABC og det politiske system?
“Formuleringen af en redaktionel ramme for SABCs virke er sket over en årrække gennem en åben, offentlig proces, hvor der har været mange høringer. For det meste er den ramme rigtig god. Men efter Hlaudi Motsoeneng (SABC Chief Operating Officer) overtog lederskabet, indførte han en topstyrede tilgang.
Men når du har undersøgende journalister, der er ude og finde historier, hvor mediet spiller rollen som den fjerde statsmagt, er det mere en græsrods tilgang. Men Motsoeneng begyndte at diktere hvad der skulle rapporteres. Det er lykkedes ham at indføre en kultur af selvcensur. Nu behøver de ikke at diktere længere, fordi de har skabt rædsel blandt journalisterne, som frygter for deres job og deres indtægter.
For eksempel er en af de 8 fyrede journalister blev truet på livet, der blev skudt igennem hendes bilrude. Efter hun døde viser det sig, at foruden at være skudt igennem kinden med en luftbøsse, blev hun kidnappet, bundet til et træ og truet med at blive brændt. Vi venter stadig på, at de ansvarlige bliver stillet til regnskab.”.
GN: Hvem er mistænkt for det?
“Netop, hvem? Du er nødt til at spørge, hvem der får gavn af sådan en handling? Hvem får gavn af, at få kontrol over journalisterne og hvad nyhederne bør indeholde? Det budskab, som det sender til alle andre journalister er, at de ikke skal skabe problemer, at de ikke engang skal prøve at komme i gang.”.
GN: Er der bevis for, at der sker undertrykkelse i SABC?
“Ja, under Hlaudi Motsoeneng er der helt afgjort bevis. Jeg mener, de fyrede otte journalister fordi de gjorde indsigelser mod de reviderede redaktionelle retningslinjer som Motsoeneng havde indført, som i øvrigt ikke kan ses offentligt, de ligger ikke engang på hjemmesiden. Motsoeneng havde modsat sig, at journalisterne dækkede historier, hvor der var voldelige protester mod regerningen. Journalisterne blev fjernet for at modsætte sig det, ikke andet.
De reviderede retningslinjer er i øvrigt efterfølgende kendt ulovlige af domstolene da vi tog sagen til vores reguleringsmyndighed. De redaktionelle retningslinjer blev smidt ud og de gamle reetableret. Siden da, er en ny offentlig høring igangsat.”.
GN: Er den juridiske ramme tilstede for, at SABC kan spille den rolle du efterspørger?
“SABC er en statsejede virksomhed, der fungere på kommerciel basis, hvorfor den bringer kommercielle annoncer. Men ministeriet sidder med 100% af aktierne. Men du har denne bizarre situation, hvor bestyrelsen og direktionen skal stå til regnskab for to magtcentre.”.
GN: Hvilke to centre?
“Formelt set, ved udnævnelsen af bestyrelsesmedlemmer, behandler medieudvalget i folketinget en liste af nominerede kandidater. Det sker ved åbne interviews. Virkelig godt. Men i realiteten, på grund af ANCs parlamentariske styrke, ryger listen først en tur forbi Luthuli House (ANC Hovedkontor, red.) til redigering.
De udpeger deres egne folk. ANC får det præcis, som de vil have det. Det, som gør det endnu mere problematisk er, at ministeren typisk også har en dagsorden. Hun kan ikke fyre bestyrelsen, men hun kan blande sig i ansættelsen af direktionen, altså sammensætningen af hele holdet i den øverste direktion. Det betyder, at bestyrelsen ikke engang kan være sikker på, at de kan ansætte deres egen direktion.
I praksis betyder det, at bestyrelsen blot venter på partilinjen. SABC har 19 medietjenester og når entydigt det største publikum, men regeringen og SABC har undergravet SABCs troværdighed med løbende kaos og kriser de sidste otte til ti år. Ingen kan stole eller tro på dem længere.”.
GN: Hvad skal der gøres?
“Der er mange ting vi må gøre. For det første: Det er faktisk relativt nemt at reparere SABC. Du skal fjerne de to magtcentre. Det kan gøres ved lovændringer i løbet af et par dage, hvor vi allerede er kommet med et udkast til en formulering. Ministeren må ikke have lov til at blande sig. Men hvis SABC ikke vil være med til det, må vi begynde at bygge alternative kilder til public interest programmering.
Den gode nyhed er, at vi faktisk har en del mediefrihed i Sydafrika og en masse mennesker, SOM vil kæmpe for det. Her kan vi jo bruge virksomhederne, som har en forretningsmæssig interesse i mediefrihed.”.
GN: Hvordan ser du Media Monitoring Africas rolle i denne kontekst?
“En af de ting vi gør er blot at fortælle, hvad en public service broadcaster er, hvorfor den er vigtig, hvad dens rolle er og hvad folks rettigheder er. Vi er et nyt demokrati, så vi må udvikle folks bevidsthed her.
Det andet er, at det er nemt at kritisere regeringen, men ofte har de faktisk ret. Så, hvor medierne går over stregen i den måde de kritiserer regeringen, må vi holde medierne ansvarlige for deres ageren og sikre, at de overholder deres egne etiske retningslinjer. Det tredje er: Der, hvor vi i dag ser mere og mere fake news, der må vi løfte stemmen for journalistikken som værende et offentlit gode.
I de sidste mange år, hvor forretning har været afgørende for medierne, har vi helt glemt at granske den simple idé, at journalistik er et offentligt gode. I dag er journalistens rolle ikke at finde informationen, men at sortere, at raffinere, at validere og at skære igennem alt det bullshit. I dag er journalistens rolle mere vigtig end tidligere.
Så vores rolle her er at bygge redskaber, der kan hjælpe journalister med at indfri den rolle. Men samtidig skal vi huske, at journalister ikke er fejlfrie: de bruger de samme kilder og deres kønsbevidsthed er elendig. Hvad med børns rettigheder i rapporteringen? Hvordan kan vi få dem til at skifte fokus fra den seneste “big scare” til de store emner som fattigdom, jordomfordeling og nogle af de andre store emner i Sydafrika i dag? Så Media Monitoring Africa sidder i et krydsfelt, hvor vi bidrager til at opbygge medierne, men vi holder dem også op på deres egne standarder: åbenhed, transparens, ansvarlighed. “.
GN: Er der en særlig rolle for medierne i Sydafrika?
“Jeg kan ikke lide idéen om, at vi i Sydafrika er enestående. Mange folk er gået ned af denne vej før os og kørt ind i en betonmur med en lastbil 10.000 gange. Og vi tænker bare, nå, vi er nye, og så kører vi selv lastbilen ind i muren 10.000 gange. Men samtidig er det jo rigtig, at vi trods racismen, uligheden og fattigdommen har en af de meste progressive forfatninger, der findes. Forfatningen er nok Media Monitoring Africas eneste bias.”.
