Der kommer sandsynligvis helt andre toner fra USA i de kommende år om vigtige emner som handel, klimaforandringer og internationalt samarbejde.
Dette tomrum er Kina ikke sen til at udfylde.
Den kinesiske præsident Xi Jinping har i januar haft travlt med at forsikre om Kinas fortsatte engagement på netop disse områder.
Xi Jinping har holdt taler i Geneve og Davos, hvor han understreger vigtigheden af at holde fast i den internationale klimaaftale og arbejde for internationalt samarbejde og fred i verden.
Ja, den kommunistiske leder lover endog at forsvare international frihandel, mens en forretningsmand og milliardær som leder af verdens største økonomi vil føre en protektionistisk politik. Den udvikling var der næppe mange, der havde set komme.
Kina har med ordene på samme tid gjort tilnærmelser til erhvervslivet, klimaforskere og miljøorganisationer samt andre nationer, der er skeptiske overfor den nye tilgang fra Det Hvide Hus.
I modsætning til Donald Trump havde Barack Obama en forkærlighed for store ord om store emner. Om der har været tilstrækkelig handling bag ordene, er der naturligvis forskellige synspunkter om, men det er netop denne bløde magt, det handler om. Kampen om værdierne i verdenssamfundet.
Donald Trumps mantra om ”America First” giver kineserne en oplagt mulighed for internationalt at påtage sig det moralske lederskab på adskillige områder.
Det asiatiske storrige er dermed klar til at træde ind, hvor Donald Trump vil træde ud, hvilket nok ikke var tilfældet under George W. Bush.
Den amerikanske selvforståelse har gennem århundreder været præget af idéen om USA som forbillede – eller ”city upon a hill”, som det hedder i en berømt puritansk tale fra 1600-tallet. Denne idé om amerikansk exceptionalisme er blevet anvendt i adskillige sammenhænge af præsidenter i ”Guds eget land”, og Donald Trump var da også kort forbi myten i indsættelsestalen fredag.
”Vi søger ikke at tvinge vores levemåde ned over nogen, men vil i stedet lade den skinne som eksempel for alle andre at følge”, lød det fra den nykårede præsident i en krasbørstig og ret utraditionel indsættelsestale.
Der kan imidlertid blive alvorlige problemer med genskinnet rundt omkring i verden med et isolationistisk USA, som vender sig væk fra det internationale samarbejde, bl.a. i kampen mod klimaforandringer.
Klimapolitikken forsvandt
Da klokken slog seks lagde Donald Trump sin venstre hånd på Lincolns gamle Bibel og afgav troskabseden.
Samtidigt blev hjemmesiden www.whitehouse.gov fundamentalt ændret. Det ret omfattende materiale om klimaforandringer og USA's politik på området var pludseligt pist borte.
I stedet kunne man finde korte notitser om USA’s politik på forskellige områder, herunder for energisektoren. I den korte præsentation fremgår det, at supermagten vil tage hensyn til rent vand og luft, men henvisninger til klimaforandringer var forsvundet.
Klima bliver kun nævnt i en sætning, der handler om at fjerne ”skadelige og unødvendige” politikker som Obamas klimahandlingsplanen (Climate Action Plan). Klimaindsatsen er en del af forpligtelserne i den internationale klimaaftale (Paris-aftalen), så det kan betyde, at den nye præsident vil trække USA ud af pagten eller blot undlade at imødekomme dens krav.
Kina og USA kørte ellers et parløb, hvor de gensidigt forpligtede hinanden bilateralt for at få den store, globale aftale i hus. Derfor kunne man frygte, at en amerikansk tilbagetrækning vil få kineserne til at gå samme vej. Det sker imidlertid næppe.
Det ligger ret fast med udmeldingerne fra Beijing.
”Paris-aftalen er en hårdt tilkæmpet sejr, som er i tråd med de underliggende tendenser i den globale udvikling. Alle underskrivere bør holde sig til den i stedet for at bevæge sig væk fra den, da dette er et ansvar, vi må påtage os for fremtidige generationer”, lød det fra Xi Jinping i Davos ved åbningen af dette års World Economic Forum forrige uge.
Det er svært at tolke budskabet som andet end en stikpille til Donald Trump, som i valgkampen har udtalt sig skeptisk om klimaforskningen og kritisk om indsatsen for at bremse den globale opvarmning. Han har lovet, at han vil se på, om USA kan trække sig ud af den globale klimapagt.
Den kinesiske leder har bakket sine ord op med et løfte om investeringer i vedvarende energi på svimlende 2500 milliarder danske kroner frem til 2020. En mere overbevisende tilslutning til en fremtid med renere energi – og erklæringerne i Paris-aftalen – kan næppe tænkes.
USA's underskrift på aftalen kan derimod vise sig ikke engang at være det papir værd, som den er sat på. Det minder meget om forløbet omkring den foregående klimaaftale, Kyoto-aftalen, der blev indgået i 1997. Her underskrev Bill Clinton traktaten, men George W. Bush trak senere supermagten ud.
Donald Trump har lovet, at han med sin forretningsbaggrund kan lave ”glimrende” aftaler, men historikken må trods alt slide på supermagtens troværdighed, hvis den altså endnu engang smutter fra en global aftale om at reducere de klimaskadelige udledninger.
Internationalt samarbejde
Eksemplet med Paris-aftalen er en illustration af den usikkerhed, som tronskiftet i Washington medfører. Det sker i en tid, hvor verden skriger på fælles løsninger på grænseoverskridende udfordringer.
En kombination af flere faktorer, herunder klima- og miljøforringelser har ført til ustabilitet, konflikt og åben krig flere steder i verden. Også her har Kina markeret sig i starten af 2017.
”Kina vil aldrig vakle i dets stræben efter fredelig udvikling. Uanset hvor stærk vores økonomi vokser, vil Kina aldrig søge hegemoni, ekspanision eller sfærer af indflydelse. Historien er færdig med dette og vil forsætte sådan”, sagde Xi Jinping i sidste uge, ifølge det kinesiske mediebureau CCTV.
Han understregede samtidigt, at Kina kæmper for en multilateral verdensorden med FN som kerne. Samtidigt holder det kommunistisk styrede land altså fast i de åbne handelsrelationer på tværs af grænserne.
”Kinas udvikling har været mulig på grund af verden, og Kina har bidraget til verdens udvikling. Vi vil fortsætte med at stræbe efter en win-win strategi om at åbne op, dele vores udviklingsmuligheder med andre lande og byde dem velkommen på det hurtige tog af Kinas udvikling”, lød det fra det kinesiske statsoverhoved i Geneve i sidste uge.
Til sammenligning talte Donald Trump om USA's forfald, som han anklagede ”eliten” og fremmede nationer for at stå bag.
”Vi må beskytte vores grænser mod ødelæggelse fra andre lande, som laver vores produkter, stjæler vores virksomheder og tager vores jobs”, sagde den nykårne præsident.
Kontrasten er til at tage og føle på. Det storkapitalistiske og multikulturelle USA vil lukke grænser for mennesker og varer, mens det kommunistiske og folkerige Kina byder sig til for verdens nationer. Verden er vendt på hovedet på et par årtier.
Konsekvenserne kan blive, at flere af USA's traditionelle alliancer bliver svækket, herunder forholdet til EU. Der har allerede været mishagsytringer henover Atlanten mellem Donald Trump og Tyskland. Måske det kan betyde, at USA rykker tættere på Putins Rusland, mens EU styrker samarbejdet med Kina på flere områder, særligt handel og klima.
Tilbage står spørgsmålet om, hvem der skal stå som bannerfører for demokrati og menneskerettigheder globalt. Den rolle har USA jo i store træk historisk påtaget sig – i hvert fald retorisk.
Trods Kinas forsvar af væsentlige dele af den såkaldt liberale verdensorden, bliver det gigantiske rige ikke demokratisk hen over natten. Der er heller ikke så meget, der tyder på, at USA under Donald Trump vil promovere den dagsorden. EU har sine egne store udfordringer, herunder højrenationalisme og intern splittelse, så spørgsmål er, om der er ressourcer til at blive bannerfører på dette område.
Den seneste status fra Freedom House viser, at friheden i verden er på tilbagetog for 10. år i træk. Det er faktisk ret alvorligt, men det ser ikke ud til, at den udvikling vendes de kommende år med de nye strømninger i det internationale samfund.
