Jørn Nielsen
Uddannet i ØK (Shipping) 1978. HD, International Business fra CBS 1987.
Udstationeret til bl.a. Canada, Beijing, Lagos og Kampala. Herefter private og forretningsmæssige rejser over store dele af verden. Som virksomhedsrådgiver i Danmark har han arbejdet med iværksættervirksomheden 2Sense Speakers Aps.
Mere: http://dk.linkedin.com/in/jornnielsen
I 1970erne havde ØKs skibsrute mellem Europa og Vestafrika en bestandig udfordring med at få skibsdokumenter hurtigt og sikkert frem mellem de to verdensdele.
Et – den gang – stort containerskib i første havn i Afrika var ikke meget værd uden sine dokumenter, der i sagens natur først kunne udarbejdes af de forskellige havneagenter i Europa, når skibet var afsejlet med lasten.
Dokumenterne gøres færdige i Europa, sendes til Afrika og agenterne, der skal have tid til at gøre dokumenterne klar til klarering.
Jeg husker ikke nøjagtigt sejltiden fra sidste havn i Europa (Le Havre) til første havn i Afrika (Dakar), men det kan vel næppe have været mere end en uges tid.
De i dag kendte kurerfirmaer fandtes ikke eller var i bedste fald ved at blive etableret.
Gode råd var dyre.
Så blikket faldt på de den gang store årgange af elever i ØK, og selvsagt var det primært shippingelever, der blev udvalgt til disse kurerjobs.
De var eftertragtede.
En grønskolling i Monrovia
Omsider blev det min tur.
Så primo marts 1978 blev der samlet dokumenter op i Aarhus, Hamborg og Rotterdam, mens Le Havres dokumenter blev hentet på Paris-kontoret,
Her skulle alle dokumenter fra Europa samles og sorteres klar til aflevering i rækkefølge i Afrika (prøv i øvrigt at skrive dokumenter på engelsk på en skrivemaskine med et fransk tastatur!).
Dakar, Monrovia, Abidjan og så videre til Apapa som er havnebyen i Lagos i Nigeria.
Jeg kunne ikke selv aflevere dokumenterne på kontoret i Monrovia, da det eneste fly, jeg kunne komme med, kun mellemlandede i Monrovia i kort tid og for, at jeg kunne nå Abidjan i tide, skulle jeg videre med samme fly.
Jeg havde fået den besked, at jeg skulle ”snakke mig ind i transithallen og hen til paskontrollen”, hvor jeg så kunne forvente at blive mødt af den lokale agent.
Ja godaw; sådan en grønskolling stod så der og anede, hverken den ene eller den anden vej.
Men den lokale agent dukkede op, havde ordnet formaliteterne, fik lov til at gå med mine dokumenter, og jeg kunne så spæne tilbage til flyet og videre til Abidjan og derefter Lagos.
Lagos
Murtala Muhammad International Airport i Lagos er i dag på trods af mange forbedringer noget af en oplevelse.
Men i 1978 var den ”internationale” lufthavn nu bare noget, der vel nærmest var en samling barakker, som senere hen blev til ”domestic airport”, da den nye lufthavn blev bygget – i øvrigt med hollandske Schiphol som inspiration.
Lidt modnet af temperaturens stigning undervejs ned gennem Afrika troede jeg mig forberedt til Lagos, men nej. Stewardessen i Pan Am flyet havde meddelt at temperaturen var 35 grader celsius og luftfugtigheden 90 procent.
Det var som at gå ind i en mur, da jeg sted ud af flyet, men det skulle vise sig at blive værre inde i ankomsthallen.
Det var ikke så vanskeligt at få kufferterne igennem tolden, men da det så blev paskontrollens tur begyndte det at drille lidt.
Lige fyldt 20 år, står i en stegende ankomsthal og er ikke helt glad ved situationen.
Immigrationsdamen ser jeg sveder:
Damen: ”Are you nervous?”
Mig: ”Why are you asking?”
Damen: “You are sweating!”
Mig: “Of course I am sweating, it’s hot in here!”
Det kostede så Parker pennen i min skjortelomme at komme videre fra den spørgerunde.
På ØK-kontoret i Apapa bliver der afleveret dokumenter, snakken går, og da det er fredag, arbejdes der ikke over. Den danske medarbejder har et eftermiddagsmøde i byen, og aftalen bliver så, at en ældre engelsk medarbejder henter mig lidt senere for at køre mig på hotellet.
Passer mig fint da jeg så kan nå at blive færdig med dokumenterne til Apapa.
Men ak.
Alene på kontoret
Det bliver mørkt. De lokale medarbejdere smutter stille og roligt, og jeg ender med at sidde tilbage på kontoret kl. 20.
Hvad gør man?
Klokker bliver 21 og stadig ikke nogen englænder!
Toiletterne kan man ikke bruge. Tilstoppede for evigheder siden – og det kan ses og lugtes! Der er ikke noget vand. Skal du lave nr. 2 er du på den og skal du nr. 1 er det uden for bygningen og finde en stak paller. Men man bliver advaret mod at gå uden for, når det er mørkt.
Det var min første dag i Nigeria!
Til sidst besluttede jeg at tage chancen og finde vej til det hotel, jeg skulle bo på.
Hankede op i håndtaske og kuffert – uden hjul – og op på Creek Road.
Til højre eller til venstre?
Det blev heldigvis til højre for nogle hundrede meter nede ad vejen fandt jeg rundkørslen ved indgangen til havneområdet. Der holdt en del minibusser, og en chauffør forbarmede sig over mig og kørte mig til Excelsior Hotel, hvor jeg var booket for nogle dage.
I parentes bemærket svarer Excelsior Hotel i Apapa ikke til Excelsior Hotel i Hong Kong, hvor jeg mange år senere overnattede mange gange.
Nå, men der blev afregnet med chaufføren – dollars for jeg havde ikke fået vekslet.
Hotellets reception kunne så oplyse, at der ikke var noget værelse til mig.
Jeg var jo ikke kommet, og værelset var derfor givet til en anden.
Hvad gør man så?
Frem med den lille sorte bog med adressen på danskeren fra kontoret.
Får overtalt en ny taxa til at køre mig til Obanta Road i Apapa, hvor vagten så skal overtales til at lukke mig ind – han var selvklart ikke informeret om, at jeg skulle komme.
Det er et lille bygningskompleks med seks lejligheder, og jeg finder i den ene ende lejligheden, hvor danskeren boede. Han er ikke hjemme, så stewarden vil ikke lukke mig ind. Men han foreslår, at jeg går hen i den anden ende, for der er der nogen hjemme på øverste etage
Kaptajn Clemmensen skælder ud
Det var der sandelig, og det var den navnkundige Kaptajn Clemmensen, der stod for koordinationen mellem skib og land, når der var skibe i havnen.
”Clemme” kaster et blik på mig og udbryder ”du trænger til en drink!”
Først efter den drink får jeg lov til at fortælle om dagens oplevelser.
Og får så skæld ud over, at jeg har vovet mig ud i Apapa ”midt om natten”.
Lettet og med nogle drinks indenbords og i godt og sikkert selskab følte jeg nu, at det var den helt rigtige beslutning.
Her mange år senere og efter langt senere at have boet i Apapa og Lagos gennem i alt 10 år føler jeg stadig, at det var den rigtige beslutning.
Tror man på de negative historier – og dem er der mange af – skulle jeg have været udplyndret og det der var værre.
Det skete ikke. Jeg blev hjulpet flere gange den aften af lokale, der udførte et arbejde. I taxachaufførernes tilfælde blev de behørigt betalt men andre hjalp bare af et venligt sind.
Det blev arrangeret at jeg kunne overnatte hos en anden dansk medarbejder, der boede i et hus på Pelewura Way i Apapa. Her mødte jeg Hasse. Hasse og jeg skulle have delt værelse på Excelsior Hotel, men han var blevet afvist for ”jeg var jo ikke kommet” og bookingen derfor annulleret.
Her var der heller ikke meget vand. Der var nok til at fylde badekarret en gang næste morgen, og vandet måtte så deles.
Det blev kun til en overnatning her. Det havde hele tiden været meningen, at jeg skulle overnatte på et af ØKs skibe i havnen mens jeg arbejdede på kontoret, afventende at containerskibet fik losset og lastet.
Hvad der siden skete
Efter jeg kom hjem fra kurerturen, svor jeg, at jeg aldrig ville sætte fod i Nigeria igen.
MEN 12 år senere lander jeg i Murtala Muhammad International Airport igen efter ophold i København, Vancouver og Beijing.
Denne gang med hustru.
Og vi boede 3 ½ år i Kaptajn Clemmensens gamle lejlighed!
Man skal aldrig sige aldrig når det gælder Afrika.
Vi forlod Nigeria i 1994 for at flytte til Uganda med den aftale, at vi ikke ville bo i Nigeria igen.
Men efter Uganda blev det atter til Nigeria i 1998 – denne gang 6 år.
Og kommer det rigtige tilbud, er det nok af sted igen.
Se også fra tiden i Uganda på
https://globalnyt.dk/content/frokost-eller-politistation
