Anne Mette Meyer
Anne Mette Meyer er cand. scient. i geografi og internationale udviklingsstudier.
I de seneste fem år efteruddannet sig via Master of Disaster uddannelsen på Københavns Universitet.
Hun har i de sidste 20 år arbejdet i den humanitære branche. Først som udsendt for UNICEF til Guinea Bissau.
Efter hjemkomst til DK ansat i Dansk Røde Kors i mange forskellige stillinger dog altid med Afrika som arbejdsområde.
Hun har desuden været udstationeret i Mozambique for Dansk Røde Kors.
I de seneste 5 år har hun især beskæftiget sig med katastrofeforebyggelse, et arbejde der bliver mere og mere aktuelt som følge af klimaændringerne, der øger antallet, omfanget og uforudsigeligheden af vejrbetingede katastrofer.
Det er december 2003 og jeg er netop landet i Lungi International Airport i Sierra Leone. Jeg arbejder som Vestafrika programkoordinator for Dansk Røde Kors og skal besøge det lokale Røde Kors.
Lufthavnen er Sierra Leones eneste internationale af slagsen. Det er den, man ankommer til, når man skal besøge hovedstaden Freetown.
Det er dog ikke helt enkelt at komme videre fra lufthavnen ind til Freetown. Lufthavnen er anlagt på ene af to halvøer, der adskilles af en stor bugt, hvor Sierra Leone floden løber ud i Atlanten. Freetown ligger på den anden side af bugten.
Forstå helikopterspillet eller giv fortabt!
I 2003 kan man vælge mellem at køre hele vejen rundt om bugten, en tur der tager tre timer på dårlige vej eller stige om bord i en helikopter og flyve over floden. Stort set alle passagerer vælger flyveturen.
Lufthavnen er organiseret kaos. Her er man enten med og forstår, hvordan spillet fungerer, eller også lettere fortabt. Stort set alle rejsende er bekendt med processen. Det gælder om at komme hurtigt ud af flyet, igennem immigration og told og videre hen og købe billet til helikopterturen for derefter at stille sig i kø til helikopteren.
Turen tager blot fem minutter, det er stort set blot op og ned. Helikopterne er store gamle russiske militærhelikoptere med bænke på hver side. Helikopterturene varetages af private firmaer og piloterne er næsten alle russere.
Sikkerhed er absolut ikke et område, der prioriteres højt. Jævnligt er der beretninger om styrt, men den risiko tager man mere eller mindre med.
Jeg er nu en erfaren rejsende til Freetown. Har nemlig taget turen en gang før og var blevet fortalt hjemmefra, hvad jeg skulle gøre. Min første oplevelse var dog på alle måder temmelig angstprovokerende.
Helikopteren, jeg fløj med, var ikke nyeste model og piloten en meget overvægtig og rødblisset russer, der udsendte store vodkadunster fra sit stærkt svedende korpus.
Jeg tilbragte denne min første tur over bugten med at bede til en højere magt om at komme over levende. Jeg overlevede og nåede både frem til Freetown og tilbage til lufthavnen igen.
Nu står jeg her så igen mere eller mindre småpanisk over, at jeg igen skal kravle op i en helikopter og udsætte mig for den risiko helikopterturen indebærer.
To kvinder mødes i kaos
En automatpilot sætter dog ind hos mig og sammen med alle de andre passagerer løber jeg nu ned mod helikopterområdet. Vi har alle travlt med at komme først hen til billetsalget og til helikopterne.
Midt i dette kaos får jeg øje på en lille ældre, hvid kvinde, der står helt fortabt. Måske fordi vi er de to eneste kvinder i kaosset, søger vi mod hinanden.
Som den nu, synes jeg selv, meget erfarne Freetown rejsende spørger jeg hende, om hun har brug for hjælp. Hun ser fortvivlet på mig og siger, at hun ikke kan forstå, hvorfor hun ikke bliver hentet som aftalt.
Det er tydeligt, hun slet ikke er informeret om den videre helikoptertur. Da hun forstår, at hun nu skal videre med helikopter bliver hun meget bange og ser nærmest ud til at gå i panik. Jeg tilbyder at hjælpe hende med at købe billet og siger, at hun kan følges med mig.
Det modtager hun med stor lettelse og hager sig nu fast til mig. Vi løber billetter, stiller os op i kø til helikopteren, kravler op i den, sætter os på bænken. Piloten på denne tur virker ligefrem ædru.
Turen går fint, men min medpassager er absolut ikke rolig. Jeg spørger, hvad hun skal i Sierra Leone. Opfatter hende meget som en mor, der skal ned og besøge en søn eller datter, der arbejder i Freetown.
Hun fortæller mig nu, at hun er irer og skal ned og arbejde i Freetown. Hun siger igen, at hun stadig ikke kan forstå, hvorfor der ikke var nogen til at modtage hende.
Mødt af rød løber
Vi lander i Freetown. Da vi stiger ud ser jeg til min store forundring, at der er lagt en rød løber ud på landingsbanen. En masse meget officielt udseende mænd i jakkesæt står på rad og række flankeret af politibetjente. Alle med maskinpistoler.
Denne velkomst, opdager jeg nu, er til ære for min nye veninde – den lille ældre irske kvinde, som jeg i al min fordomsfuldhed tog for en stakkels forvirret turist på en rejse, hun ikke helt forstod.
Ikke alene kommer alle de officielt udseende mænd løbende hen mod hende og hilser meget ærbødigt på hende, men politibetjentene jager også meget hårdhændet alle andre passagerer væk.
Jeg forstår stadig ikke, hvem min medpassager er, men er klar over at hun må have en eller anden VIP position.
Ligeledes ser jeg, at hun transformerer sig selv fra at være en lille skræmt kvinde til en meget bestemt kvinde, der nærmest ser ud til at vokse i højde, mens hun højlydt skælder ud over, at hun ikke blev hentet i lufthavnen.
Skal dømme krigsforbrydere
Hun marcherer hen og peger på mig og siger, at hvis det ikke havde været for mig, ville hun aldrig være ankommet hertil. Nu kappes alle de jakkeklædte mænd om at undskylde, at de ikke modtog hende officielt i lufthavnen.
Midt i alle disse diskussioner går det op for mig, at min veninde er højesteretsdommer og er kommet til Freetown for at sidde i det krigstribunal, der netop er oprettet i byen. Det er altså ikke hvem som helst, jeg har hjulpet over bugten i en russisk militærhelikopter.
Det er en person, der skal dømme krigsforbrydere efter den brutale borgerkrig, der hærgede Sierra Leone fra 1991 til 2000.
Netop her opdager jeg, at der ikke er nogen til at tage imod mig. Det går op for mig, at jeg er kommet til den forkerte helikopterlandingsplads. Der er nemlig to af slagsen i byen. Mine Røde Kors kollegaer står ved den anden og venter på mig.
Idet min dommerveninde er på vej ind i en meget stor bil opdager hun, at jeg stadig står på landingspladsen alene. Hun spørger om der ikke er nogen, der henter mig. Jeg siger, som det er, og at jeg vil prøve at finde en taxi, så jeg kan komme over til den anden helikopterplads.
Da træder hun i aktion og beordrer de svært bevæbnede politifolk til at køre mig derover. Det er absolut ikke noget, de jubler over, men efter et fast blik fra dommeren adlyder de ordrer.
Højesteretsdommer i aktion
Jeg bliver derfor placeret på bagsædet af en politibil mellem to bevæbnede politimænd og kørt med blå blik og sirene til den næste landingsbane. Inden jeg kører afsted når jeg lige at vinke til min veninde.
Køreturen gennem Freetown den aften i mørket fastklemt mellem to mænd med store maskinpistoler glemmer jeg aldrig. Mine kollegaers reaktion da politibilen ankom, de bevæbnede betjente stod ud og jeg fulgte efter, var ubetalelig.
Jeg så aldrig min irske medpassager igen, men har efterfølgende læst om krigstribunalets store arbejde i Sierra Leone.
Jeg håber, hun fik mulighed for at udføre et fantastisk stykke arbejde og fik mere officiel assistance på sin udrejse fra Freetown end den, hun modtog på sin indrejse til byen.
Læs om højesteretsdommeren her: http://www.rscsl.org/Trial_Chamber_II.html
Se meget mere om Sierra Leone – et af verdens tre fattigste lande – på
https://en.wikipedia.org/wiki/Sierra_Leone
