Nadja Manghezi
Nadja Manghezi tog efter sin cand.mag. eksamen i fransk og spansk fra Københavns Universitet til Nigeria som ulandsfrivillig med Mellemfolkeligt Samvirke (MS) i 1966.
Efter et par år i Holland, England og Sverige, arbejdede hun for MS og Ibis i Danmark, indtil hun tog til Mozambique, som var blevet uafhængigt i 1975.
Først arbejdede hun indenfor undervisningssektoren og senere som landechef for MS.
Herfra deltog hun og hendes mand i kampen mod apartheid styret og flyttede til Sydafrika efter ANCs sejr i 1994.
Så fulgte et liv med tre centre: København, Mozambique og Sydafrika.
Hun er medforfatter til flere bøger og artikler i Danmark og har skrevet tre bøger, udgivet i Mozambique og Sydafrika.
Behovet for at forstå yoruba blev større og større. Ilona, der var u-landsfrivillig i Ibadan i Nigeria, besluttede sig for at bruge en af skoleferierne fra Government College til at tage på ”kursus”.
Det var en amerikansk fredskorps frivillig, som havde organiseret kurset. Han boede i en lille landsby, Igbajo, og var selv kommet ret langt med sproget. De var kun to elever. Den anden var også fredskorps frivillig.
Hver morgen havde de timer. Deres lærere var nogle af drengene fra Ilonas skole. En af dem, Fred, forklarede grammatikken, de andre tog sig af udtalen.
De øvede sig som rasende på at høre forskel i tonehøjderne. Det samme ord kunne betyde tre forskellige ting afhængig af tonen. Hver eftermiddag kørte de ned til Igbajo for at øve, hvad de havde lært.
Først hilsnerne: Godmorgen, goddag, velkommen. Sådan startede enhver samtale.
Og så fortsatte man: Hilsen for huset, for familien, for at sidde, for at arbejde, for at gå, for at være kommet før mig til det aftalte møde, for maden, for at bære på noget, for at have givet en gave, for regnen. Endeløse muligheder.
Næste trin: Hvordan har manden det? Børnene? Søster? Din gamle mor?
Svaret kunne være: Tak, godt tak, ja, det var køligt med regnen… men når man var rigtig god til yoruba var svaret simpelthen: ô,ó, eller o wa.
Hilsner passerer revy
Ilona forstod nu den daglige oplevelse, hun havde på skolens compound udenfor sin lejlighed, der vendte ud mod en meget trafikeret sti.
Hun sad ofte på sin veranda og hørte folk komme fra hver sin side, i begyndelsen skjult for hende af træer og buske, men synlige for hinanden.
Først hørte hun dem som stemmer fra højre og venstre i en teaterkulisse: Ekabo (fra højre) – ô – (fra venstre), ekuse (fra højre) – ô – (fra venstre). Og så fulgte hele rækken af hilsner, mens de efterhånden kom ind på scenen, passerede hinanden foran verandaen og forsvandt ud i den modsatte kulisse.
Stemmerne fortsatte, hilsnerne blev svagere og svagere, indtil de forsvandt. De så ikke på hinanden udover når de netop passerede. Ellers så de lige ud i luften, uden tilsyneladende at ænse den talende.
Når hun selv prøvede, vidste hun, at hvis de stoppede op og så direkte på hende, var det fordi, de så en sjov hvid pige, der gjorde sig lidt til grin på yoruba. Men så de lige ud i luften, næsten uden at ænse hende, så var hun ved at have ramt plet.
Ord forstås, men ikke mening
I Igbajo nåede Ilona aldrig længere end til det stadium at være en underlig en, som man kunne tillade sig at sige alt til: Hvor kommer du fra? Er du Freds kone? Hvad laver du? Hvor gammel er du?
Hun klarede det i begyndelsen, men snart måtte Fred komme til undsætning ikke kun af sproglige grunde: Det var særlig kvinderne, der blev direkte og drillende. De lo bedrevidende og antydede morsomme ting om hende og Fred. Spurgte hvor mange børn hun havde ved at tage en hånd om brystet og ”die”.
Mændene spurgte, om hun ville komme og besøge dem om natten. Havde hun ved at prøve at lære sproget sprængt nogle grænser for, hvordan man ellers tiltalte hende?
Efter at hilsnerne var kommet på plads og den mest elementære grammatik, prøvede hun at dykke lidt ned i ordsprogene.
I begyndelsen havde hun troet, at det sværeste ved yoruba var at lære tonerne og ”synge” rigtigt, men nu indså hun, at den virkelig kunst var at forstå meningen med en sætning, selv hvis man forstod de enkelte ord.
Hvis hun var dygtig, kunne hun lære, at ”da mi lohun” betød ”bryd min stemme”, men derfra og til at forstå meningen ”svar mig” var et stort skridt.
Det kunne endda gå med at ”one is late, but the pig will arrive from Oyo” betød “bedre sent end aldrig”, men hvad betød ”for a cow which does not have a tail, the lord is the one who for him chases flies for it”? Hun gættede på noget med “Hvor der er nød, er der råd”.
Youruba-engelsk
Det morsomme ved at komme lidt ind i sproget, var naturligvis også, at man pludselig forstod de varianter – skal det kaldes fejl? – som yorubaerne brugte, når de talte engelsk:
”He never comes” kunne betyde “hun kommer ikke”, fordi der på yoruba ikke skelnes mellem køn i tredje person og at der ikke skelnes mellem ”ikke” og ”aldrig”.
Svaret på
Good evening – yes, ma
Thank you – yes ma
Welcome – yes, ma
Blev forståeligt. Det var en oversættelse fra ”ô”
”Sorry” betød ”jeg er ked af det, på dine vegne”. Hvis man f.eks. kom til at snuble, ville ens ledsager omgående være ”sorry”.
I klassen var det totalt forstyrrende at komme til at hoste, ikke fordi man ikke kunne få klaret halsen, men fordi hele klassen råbte ”sorry, ma” i munden på hinanden.
Også ”wonderful” svarede til ét ord på yoruba.
”Have you heard there are anti-ibo demonstrations in Lagos” – Wonderful (frygteligt)
“You can now get from Lagos to New York in one night” – Wonderful (utroligt)
“Have you seen the photographs in the Daily Times?” – Wonderful (åndssvage)
Verden udvides
Sproget åbnede for hele den kultur, Ilona prøvede at trænge ind i:
Kun tre forskellige ord for farver. Det var sjældent nødvendigt med flere. Men skulle man definere at det var grønt og ikke blåt, tilføjede man bare: mørk som himlen, mørk som græsset.
Til gengæld et væld af ord for bananer. Dem, der er til stegning, til grønne, gule, faste, overmodne. Ikke blot tillægsord til frugten, men et helt nyt navn.
Og nogle begreber indikerer, at deres genstand er fremmed for sproget. ”Den hvide mands yams” er naturligvis ”kartofler”, hvad ellers?
Sproget åbnede hendes verden og hjalp Ilona af med noget af sin usikkerhed overfor drengenes udsagn og opførsel.
Hun havde i begyndelsen ofte været irriteret over at mennesker, hun lige mødte, spurgte hende om, hvad hun havde taget med til dem. Hun brød sig ikke om, at de sådan tiggede.
Indtil hun forstod, at det var et sprogligt ritual. Til spørgsmålet om hvad hun havde med, skulle hun bare svare: ”Glæde, regn, lykke, venskab.” Se, det gav mening. Det var jo vigtigt at bringe.
Hun havde derimod ikke ventet, at det ville bringe hende en politisk forståelse:
I flere måneder havde drengene på skolen forberedt årets fodboldkamp mod drengeskolen i Porto Novo i det fransktalende naboland Dahomey (nu: Benin).
Hun var mange gange blevet bedt om at oversætte korrespondancen til eller fra skolen på fransk. Så ankom da fodboldholdet og skulle bo hos dem i flere dage, mens kampen foregik. Stor var hendes forundring over, at de slet ikke henvendte sig til hende. Havde de fundet en anden tolk?
Hun fik fat i anføreren på det nigerianske hold og spurgte ham, om hun ikke skulle hjælpe dem med sproget, nu da holdet var her. ”Det behøves ikke,” svarede han. ”De er også yorubaer. Det er bare når vi skal være officielle, at vi bruger fransk.”
– Ja, naturligvis havde kolonimagterne ikke blot lagt grænsen tværs ned gennem den etniske gruppe, men de havde også fået introduceret følelsen af lokalsprogets mindreværd. Kun koloniherrens sprog gjaldt, når det skulle være ordentligt.
Samhørighed
Ilona nåede aldrig at blive ekspert i yoruba, men hun lærte dog nok til at kunne sende et signal:
Det øsede ned, da hun med regnfrakken omvendt på og styrthjelmen på hovedet kørte op foran Kingsways. Hele den overdækkede plads foran supermarkedet var fyldt med avisdrenge, markedssælgere og købere, der søgte ly for regnen.
Idet hun parkerede mobyletten, kom en lille dreng løbende hen mod hende og sagde på yoruba: ”God eftermiddag”. Hun svarede ham og vendte hilsnen mod ham: ”Hvordan har du det?”
I reglen var reaktionen et overrasket udbrud, for der er næsten ingen hvide, der taler sproget, men den lille dreng vendte sig bare mod nogle venner et stykke derfra med en selvsikker bevægelse og råbte pralende:” Hvad sagde jeg? Hun taler vores sprog.”
Se også Fortællerhjørnet nr. 19 på
https://globalnyt.dk/content/ilona-i-ibadan
Og nr. 24 på https://globalnyt.dk/content/amen-amen
