Smukt, bjergrigt og frodigt – fattigt, hærget og korrupt. (Foto: Annette Max Hansen)
Landet er et af verdens fattigste og – ifølge statistikker – også verdens ulykkeligste og indgår ikke i den danske udviklingsbistand som et prioritetsland. Fra 2008 er den danske bistand dalet fra 18 millioner kroner til omkring 200.000, til trods for at landet er ved at gå til i korruption og fattigdom.
Som plaster på såret sidder venstremanden og folketingsmedlemmet Karsten Lauritzen i The Governing Board i den europæiske organisation AWEPA, der skal demokratiudvikle og skabe opmærksomhed om afrikanske lande.
Tidligere har socialdemokraten Jeppe Kofod siddet som vicepræsident fra 2002, og Danmark har støttet organisationen frem til 2011.
Nu har man trukket stikket, tilbage er kun en rådgiver fra det udviklingsbistands-kritiske parti Venstre.
I organisationens Burundikontor sidder Gerard Mfurunzima med én ansat og varetager embedet med bl.a. at uddanne uerfarne politikere og udvikle det parliamentariske system. Hvad skete der, og hvorfor har man glemt den lille stat i udviklingsbistanden?
Det glemte land
Burundi er på størrelse med Jylland. Klemt inde mellem Den Demokratiske Republik Congo, Tanzania og Rwanda. Landet er smukt, bjergrigt og frodigt – fattigt, hærget og korrupt.
Afrikas hjerte er en lille skrøbelig republik, som ikke længere fylder meget i globens bevidsthed og har svært ved at konkurrere med sine naboer, når det gælder international opmærksomhed.
Donorne står heller ikke i kø. Mens de gennem de sidste 20 år er flyttet ind hos søsterlandet Rwanda, er de flyttet ud af Burundi – til trods for at landet har lidt under de samme etniske konflikter og lider under en ligeså brutal forhistorie. Man kan fristes til at tænke at Burundis evne til at tiltrække sig opmærksomhed fra de glade givere er faldet i takt med at landet dalede ned af i alle statistiskker.
Det ulykkeligste folk i verden
I Bloomberg Business Week World map of Happiness index fra 2006, blev Burundi tildelt en 178. plads ud af 178, og dermed placeret som verdens ulykkeligste land. En statistik hvor Danmark i øvrigt rangerede øverst som rige, frie og lykkelige.
Statistikken har i 2014 nøjagtig den samme fordeling af top og bund. Man kunne lidt kynisk konkludere at verdens lykkeligste folk ikke er synderlig optaget af verdens ulykkeligste.
Burundi har alt for mange mennesker – en formulering som dækker over ca. 9,5 millioner indbyggere. Med et areal på knapt 29.000 km2 er det en rimelig udlægning.
Størstedelen lever af landbrug, som dyrkes på små lodder, tålmodigt anlagt op og ned ad bjergsider, der gør såning og høst til en mindre bjergbestigning om end udsigten fra arbejdspladsen er prægtig.
Men selvom jorden er så frugtbar, at man kan tabe et frø i jorden den ene dag og stort set brødføde sin familie den næste, så fører Burundi også i statistikken som den mest sultne nation.
For der er ikke jord nok – og overdyrkning har udpint den. Der er med andre ord ikke ret meget, der fungerer i det lille land. Eller som Bloomberg formulerede det, i forbindelse med den lidet fashionable placering; ”de har da heller ikke meget at smile af.”
Et enkelt smil er der altid plads til. Burundi er ellers blevet beskrevet som et land, hvor indbyggerne ikke har meget at smile af. (Foto: Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding)
Stigende vold op til valget
Her kort tid før at FN sætter sig til bordet for at gøre status over 2015-målene, hvor det ifølge deres egne kilder hedder sig, at man har indfriet ambitionen om at halvere fattigdom og sult på verdensplan, så kan man spørge sig selv, hvor Burundi indgår i denne statistik.
Landet har været præget af konflikter og borgerkrige frem til 2008, og selvom urolighederne er nedtonede, er Burundi på ingen måde stabiliseret.
Volden er på det seneste taget til og det kan tilskrives det kommende valg i 2015 – i en sådan grad at FN har forlænget deres tilstedeværelse frem til nytår. På mange måder ligner situationen – her fem år efter – den op til valget i 2010, hvor landet var præget af vold og overgreb på civilbefolkning og opposition.
Den glemte mand
AWEPA har eksisteret i 30 år og tjener som et demokratiseringsværktøj i Afrikanske lande syd for Sahara. AWEPA står for Association of European Parliamentarians with Africa, og organisationen samarbejder med afrikanske regeringer for at styrke og udvikle demokratiske processer og samtidig bringe Afrika højere op på dagsordenen I EU.
På posten som Head of Office i EU's Burundi kontor sidder Gerard Mfuranzima. Han er tidligere journalist og har arbejdet tre år i AWEPAs Burundikontor.
Vi opsøger Mfuranzima for at få en tilstandsrapport om korruption og demokrati – to fænomener som han er indsat for henholdsvis at bekæmpe og fremme. Vi finder ham i Bujumbura, i en af hovedstadens få moderne bygninger, finansieret af EU.
Er der meget korruptionen i Burundi?
Mfuranzima: Burundi er ikke særlig korrupt. Der er en udfordring, for korruption findes, men at sige den findes overalt, det tror jeg ikke. Jeg føler ikke, at Burundi er særlig korrupt. Vi har nogle NGO’er som altid taler om det i radioen og på internettet, og det er vigtigt at vide, hvad der foregår i Burundi, men nogle gange overdriver de.
Så vil du sige, at de politiske ledere ikke er korrupte?
Mfuranzima: Nej, nej vores land er fattigt. Hvor ser du billioner af dollars?
Du tror altså ikke, at politikerne er korrupte?
Mfuranzima: Nej. Hvis de var korrupte ville du kunne se det, de ville have en bestemt livsstil. I det her land ser jeg ikke engang ti mennesker der har ti billioner burundiske franc. (tre milliarder DKK, red.)
Manden, der er ansat til at styrke den parliamentariske proces, ser i grunden ikke noget behov, kunne man fristes til at konkludere.
Eller er hans kamuflerede svar et udtryk for at sandheden er ilde hørt og ikke kan tåle dagens lys i et land, hvis regering i 2013 har indført en medielov, der indskrænker mediernes mulighed for at udlægge regeringens korruption?
Under alle omstændigheder kan man konstatere, at Burundi ligger på en 157. plads ud af 175 på 2013-korruptionsindekset udarbejdet af organisationen Transparency International.
Bevæbner regeringen sit ungdomsparti?
Ifølge Afrikareporteren, Carina Tertsakian fra Human Rights Watch, får vi bekræftet et rygte om, at regeringen leverer våben til deres eget ungdomsparti Imbonerakure op til valget i 2015. Hun hævder, at det er et offentligt velkendt faktum.
Vi spørger Mfuranzima om rygtet taler sandt.
Mfuranzima: Det tror jeg ikke er sandt. Give våben til hvad? Skulle regeringen virkelig være interesseret i at udlevere våben?
Det er det vi spørger om?
Mfuranzima: Er de virkelig interesseret i at give våben? Nej, det tror jeg ikke. Hvad der er sandt er, at regeringens ungdomsparti Imbonerakure dyrker sport om morgenen og om aftenen, mest i weekenden. Og oppositionen tror, at de her unge mennesker måske vil udgøre et problem for dem under valget.
Du siger, at ungdomspartiet laver aktiviteter nogen gange – hvad laver de?
Mfuranzima: Ikke noget med våben.
Nej, men hvad laver de?
Mfuranzima: Sport.
Sport?
Mfuranzima: Ja, de løber og ja, nogle gange har de kæppe med og det skræmmer folk, men ingen våben.
Ifølge Carina Tertsakian er der tale om mere og andet end sportsaktiviteter.
”Det der er interessant ved disse rygter er, at der var en hemmelig FN-rapport, der blev lækket i april, hvor der stod at medlemmer af regeringens sikkerhedsstyrker leverede våben til ungdomspartiet. Og en anden ting, der skal siges, er at medlemmerne af ungdomspartiet har begået nogen alvorlige menneskerettighedsovertrædelser og voldshandlinger i flere år. Det inkluderer drab, voldtægter, overfald, pengeafpresning, og det er velkendt og veldokumenteret. Og mange af disse forbrydelser har været rettet mod medlemmer af regeringens opposition. Det har været velkendt i lang tid, og hvis du går tilbage til valget i 2010, så var medlemmer af Imbonerakure også blandt dem der begik forbrydelser.”
Kun ganske få er blevet retsforfulgt og har modtaget straf, hvilket kan have betydning for det kommende valg, eftersom overgrebene ikke har haft konsekvenser i form af retslige efterspil.
På spørgsmålet om hvordan det kommende valg i 2015 vil forløbe svarer Gerard Mfuranzima:
”Fredeligt og fair. Det er jeg sikker på.”
Angreb på NGOer, journalister og opposition
Der er dog en del hændelser i Burundi, der peger på det modsatte fortæller Carina Tertsakian:
”I øjeblikket ser vi, hvilket ikke er nyt, men det er stigende, et alvorligt angreb på civile samfundsgrupper, uafhængige journalister og oppositionspartier fra regeringens side. Det udformer sig forskelligt; nogle gange er det retsforfølgelse og anholdelser, andre gange direkte dødstrusler. Og regeringen afbryder oftere og oftere offentlige aktiviteter fra oppositionen eller civile samfundsgrupper, selvom der står i den burundiske lov, at alle har lov til at demonstrere hvis blot regeringen informeres om det. Det har foregået i lang tid.”
Mfuranzima giver os et noget andet virkelighedsbillede:
”Burundi er socialt fredeligt, du ser ikke manifestationer. Og du ser ikke politiske bevægelser eller manifestationer mod regeringen eller parlamentarikerne.”
Han hævder ligeledes, at det er muligt at kritisere regeringen – men ikke desto mindre sidder en af de ledende aktivister, der har kritiseret den, i fængsel.
Da vi taler med AWEPAS hovedkontor i Bruxelles, spørger vi hvordan de opfatter situationen i Burundi. Og noget ulig Mfuranzima, tegner hans kollega et billede af landet som noget mere skrøbeligt og udsat, særligt her op til valget.
Vi spørger til om det er Gerards Mfuranzima opgave at male skønmalerier – hvortil Marion Girard Cisneros fra AWEPASs kommunikationsafdeling siger, at Gerard ”er forsigtig og passer på sig selv.”
Ergo er situationen i landet så anspændt at lederen af AWEPAs Burundikontor – der skal bekæmpe korruption, fremme demokratiseringsprocesser og være med til at sikre implementering af parlamentarisme – ikke tør fortælle et par danske journalister hvordan situationen i Burundi er.
Den danske forbindelse
Danmark har ingen aktiviteter i Burundi, får vi at vide af den danske ambassadør for Uganda, Rwanda og Burundi, da vi møder ham på ambassaden i Kampala.
Dog er vi indirekte til stede i Burundi gennem AWEPA, der som bekendt har Karsten Lauritzen som rådgiver, men ingen danske EU-parlamentarikere med relation til AWEPA har ville svare på spørgsmål.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra folketingsmedlem fra Venstre, Karsten Lauritzen, som sidder i AWEPAs Governing Board. Vi ville gerne have spurgt til danske prioriteringer, og hvordan man ser udviklingen i det EU-støttede arbejde med at udvikle demokrati i Burundi.
Ligeledes ville vi gerne have spurgtsocialdemokrat og europaparlamentariker, Jeppe Kofod, som har være vicepræsident for AWEPA, om organisationens resultater og udvikling gennem den periode han sad som vicepræsident. Men det har på trods af utallige henvendelser ikke været mulig at få nogle af folketingsmedlemmerne i tale.
Man kan ikke støtte alle lande
Burundi er ikke et prioritetsland, som det formuleres når man spørger Udenrigsministeriets Afrikakontor. Men hvorfor ikke? Man kan ikke støtte alle lande. Der skal prioriteres i den danske udviklingsbistand.
Nuvel. Men Burundi har en bundplacering på stort set alle parametre. Og når man ser kampagnen Verdens Bedste Nyheder, hvor Danmark omtales som ’supermagt’ og ’verdensmester’ når det gælder udviklingsbistand – så kan man få lyst til at spørge hvorfor dette verdensmesterskab ikke kommer Burundi til gode.
Man får indtrykket af et glemt land og en glemt mand. Men hey, som Mfurunzima svarer på spørgsmålet om hvad Burundis største aktiv er: ”Man kan komme alle steder hen fra Burundi.” Og det er måske også den bedste plan – se at komme væk. Måske også en tanke der er faldet den danske regering ind.
Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding og Annette Max Hansen er freelancejournalister
