Turkmenistan – et sjældent indblik i et lukket land

Det var med stor selvsikkerhed, at et af verdens mindst kendte lande satte sine synlige aftryk på årets netop afsluttede EXPO 2015 i Milano.

Centralasiatiske Turkmenistan kom med på verdensudstillingen som nummer 137 ud af 145 nationer. På rekordtid etablerede landet en imponerende udstillingspavillon, der ikke står tilbage i pomp og pragt for arkitektonisk og politisk toneangivende nationer på EXPO som bl.a. Kina, Rusland, USA og Japan.

Det skete i øvrigt i et år, hvor samtlige nordiske lande glimrede ved deres fravær – trods det globalt vigtige tema “Feeding the Planet, Energy for Life”.

Lukket land åbner op på EXPO

Turkmenistan er et sjældent bekendtskab på vores europæiske kanter. Få kender til landet, og de færreste kan placere det på verdenskortet. Nabolandene i syd hedder Iran og Afghanistan, og i nord Kasakhstan og Usbekistan. Mod vest grænser Turkmenistan ud mod Det Kaspiske Hav.

Hovedstaden Ashgabat ligger i den sydlige del af Karakumørkenen, som dækker 90 procent af landets areal, der er over 11 gange større end Danmarks. Her bor lidt over fem millioner mennesker.

Ikke alene overraskede turkmenerne ved deres imposante tilstedeværelse på EXPO'en, de delte også gavmildt ud af informationer om og billeder af et politisk lukket land, som oftest holder kortene tæt ind til kroppen.

Dagligt stillede hundredvis af udstillingsgæster op i en lang række, der til tider snoede sig helt om på siden af pavillonen, for at få indblik i dette hemmelige land.

Denne artikels forfatter besøgte landet i 2007, hvorfor det var med særlig stor spænding, at jeg så frem til et “gensyn”.

Tæppe af LED-lys

Scenen sættes selvsikkert med en treetagers høj, paladslignende pavillon, bygget med forbillede i Silkevejens centralasiatiske bygningsværker med islamisk ornamentik. Pavillonens udformning giver bl.a. associationer til de monumentale madrasser, koranskoler, på torvet Registan i Samarkand, som ligger i nabolandet Usbekistan.

I midten af den kvadratiske facade ligger indgangspartiet, som er indrammet af en guldbort. I en bred kant øverst på bygningen står landets navn præget med store guldbogstaver.

Til venstre for indgangen ses tre store vanddråber, også indrammet af guldkanter. Guld er i Turkmenistan et vigtigt statussymbol. Dråberne symboliserer pavillonens tema “Vand er liv”.

Til højre for døren hænger fra top til bund det, der ved første øjesyn ligner et vævet tæppe. Ved nærmere eftersyn viser tæppet sig at være fremstillet af millioner af LED-lys. Silkevejstæppet er bogstavelig talt fløjet ind i det 21. århundrede.

Køen med forventningsfulde gæster bevæger sig i et fornuftigt tempo hen imod indgangen, så ventetiden føles ikke lang. Til højre inden for døren hilses de forventningsfulde besøgende velkommen af en smilende og vinkende turkmensk præsident, Gurbanguly Berdymukhamedov, som står i hel figur afbildet på en over tre meter høj plakat.

Bomuld, olie og naturgas

Efter den varme velkomst går turen forbi en smal gang, som fører ind til midten af pavillonen, hvor en enorm LED-kugle hænger fra loftet. Begge sider af gangen prydes af hvert sit kæmpestore håndvævede tæppe i rødt og med smukke mønstre.

Turkmenerne er berømte for deres vævede uldtæpper, som er et ædelt håndværk, som nomaderne har praktiseret i århundreder. I det turkmenske flag indgår fem tæppemønstre, som repræsenter landets kultur og traditioner.

Rundt i pavillonen defilerer gæsterne forbi mange udstillingsmontre, utallige videofilm, som vises på tv-skærme, modeller og effekter, som fremstiller Turkmenistan som et velstående land med en omfattende egenproduktion.

En bred vifte af produkter made in Turkmenistan er udstillet, lige fra opvaske- og rengøringsmidler og traditionelle klædedragter og madvarer til dunke med råolie. Plancher viser billeder af store industrianlæg og bomuldsproduktion.

På 1. sal hænger et landkort over landets omfattende olie- og naturgasindustri. Turkmenistan er verdens 10. største bomuldsproducent, og landet har den fjerdestørste reserve af naturgas samt betydelige oliereserver.

Øverst i pavillonen er der adgang til en stor tagterrasse, hvor et rundt nomadetelt, en yurt, er placeret. Det er den traditionelle bolig for de turkmenske nomader, som let kan sætte teltet op og pakke det ned, når de skal finde nye græsgange til deres dyreflok af bl.a. kameler og heste.

Nomaderne lever som de har gjort i århundreder og udgør den fattigste del af befolkningen. Det skønnes, at knap 25 procent af befolkningen lever i ekstrem fattigdom, trods at Turkmenistans økonomi i de seneste år er forbedret på grund af eksport af naturgas og olie.

En præsident af guld

Det ligger lige for at kalde Turkmenistans pompøse pavillon på EXPO 2015 for en stolt og overraskende gavmild præsentation af landet. Men noget mangler. Der skjuler sig noget bag de smukke tæpper.

For hvis man ser nærmere på landets politiske og sociale forhold, stiller udstillingen sig i et noget mindre flatterende lys. Set med de briller, virker den umådelig selvforherligende og som et glansbillede.

I næsten 70 år var Turkmenistan en sovjetrepublik i lighed med Usbekistan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Kasakhstan. Hele seks år før uafhængigheden i 1991 overtog Saparmurat Niyazov ledelsen af landet og skabte en vanvittig personlighedskult omkring sin person, som bl.a. kom til udtryk i, at han fik opstillet en enorm guldstatue af sig selv i hovedstaden Ashgebat.

Her fik han også bygget verdens største springvand – ironisk nok ligger hovedstaden i ørkenen.

Præsidenten skrev også en bog, som var en blanding af legender og hjemmestrikket livsfilosofi, som alle landets indbyggere havde pligt til at læse – der var heller ingen andre tilladte skolebøger, så den var vanskelig at komme udenom.

Efter Niyazovs død i 2006 blev viceministerpræsident Gurbanguly Berdymukhamedov valgt til præsident uden modstand. Ved præsidentvalget i 2012 blev han genvalgt med 97 procent af stemmerne.

Det centralasiatiske land definerer sig som et sekulært demokrati og en republik med en præsident som statsleder. I virkeligheden har præsidenten ubegrænset magt, og landet sammenlignes ikke uden grund med Nordkorea på grund af statens undertrykkelse af al polisk opposition, pressefrihed og menneskerettigheder.

Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch's rapport fra 2014, er “Turkmenistan fortsat et af verdens mest undertrykkende lande. Landet er stort set lukket for uafhængig kontrol, medier og religiøse frihedsrettigheder er underlagt strenge restriktioner, og menneskerettighedsforkæmpere og andre aktivister står over for den konstante trussel om regeringens repressalier.”

Rapporten konstaterer også, at præsident Gurbanguly Berdymukhamedov ligesom som sin forgænger fremmer en personlighedskult, som giver ham og hans nærmeste ubegrænset magt og kontrol over landet og befolkningen. De senere års økonomiske fremgang lyder ikke til, ifølge FN og andre eksterne kilder, at komme den brede befolkning til gode i et land, hvor korruption er udbredt og statsbudgettet er en statshemmelighed.

EXPO 2022 i Turkmenistan – eller København?

Næste EXPO, som er i 2017, afholdes i Astana, hovedstaden i Turkmenistans naboland Kasakhstan, fra den 10. juni til 10. september. Udstillingens tema er “Fremtidens energi”. Læs mere her. Turkmenistan har selv lagt billet ind som vært for verdensudstillingen i 2022, som København i øvrigt også har vist interesse for.

Se præsentation af Turkmenistans pavillon på EXPO 2015

Se video fra Turkmenistans pavilion her:

Tekst og fotos af Bettina Gram, som er forlagsredaktør og freelancejournalist. Hun besøgte EXPO-udstillingen i oktober 2015 og har rejst i Turkmenistan i 2007.