Tre vietnamesiske film
Gentle
Instruktør: Kiet Le-Van
Vietnam, USA, 2014
Flapping in the Midle of Nowhere
Instruktør: Diep Hoang Nguyen
Vietnam, 2014
Inseminator
Instruktør: Bui Kim Quy
Producer: Truong Xuan Dang
Vietnam, 2014
Jeg havde fået en interviewaftale med de tre filmskabere, hvis film blev vist på CPH:PIX. Det viste sig at de er meget forskellige, og mod slutningen af interviewet kom de to af dem i en heftig diskussion på vietnamesisk om kunstnerisk strategi og forholdet til censurmydighederne.
Vestlig inspiration og distance til censuren i Vietnam
Kiet La Van er bosat i Los Angeles. Han taler et flydende og velartikuleret engelsk. Hans film Gentle er inspireret af en novelle skrevet af den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij (A gentle Creature, 1876). I programmet beskrives filmen som en opdateret version af Dostojevskijs novelle til det moderne Vietnam. Men adspurgt om sin film og forholdet mellem det litterære forlæg og filmen, viser det sig at Dostojevskijs novelle mere har fungeret som et prisme hvorigennem Kiet La Van har udkrystalliseret sin beskrivelse af sin version af det moderne Vietnam. I interviewet fortæller han mig, at da han læste Dostojevskij faldt det ham ind, at karaktererne mindede ham om dagens Vietnam. Derfor skal A Gentle Gesture mere forstås som en allegori end et egentlig forlæg.
Kiet La Vans perspektiv og tankegang forekommer også mere vestlig orienteret end de to andre. Han bor i USA. Derfor er han naturligt mere fokuseret på receptionen hos et vestligt publikum. Måske er han også bosat udenfor Vietnam for at komme på afstand af censuren hjemme i Vietnam, og dermed har han kunnet arbejde mere frit. Hans finansieringsgrundlag består af private investorer. På det punkt adskiller han sig også fra de to andre.
Rodet poesi og feminist
Den kvindelige instruktør Diep Hoang Ngyen, som har lavet filmen Flapping in the Middle of Nowhere er i modsætning til Kiet La Van bosiddende i Vietnam. Filmen handler om en 17-årig ung kvinde, som bliver gravid – og hendes tøven. Hun prostituerer sig for at skaffe penge til aborten. Herved møder en rig og venlig mand, med fascination for gravide kvinder, der bliver hendes redning. Baggrunden for filmen er gravide kvinder og deres beslutninger i dagens Vietnam. Det er beslutninger som tages på forskellig grundlag: for kvindens egen skyld, for barnets skyld eller for fremtidens skyld.
Diep Hoang Ngyen er en meget succesfuld independent instruktør i Vietnam netop nu. I en hårfin balance kæmper hun kløgtigt med censurmydighederne. Hun indretter sig til en vis grad for at få sine film accepteret hos myndighederne, hvorefter hun laver sine film, som hun ønsker. Hun forklarer at hun får et vist frirum, hvor myndighederne vælger at kigge den anden vej. Hendes film finansieres med midler fra regeringen og hendes egne opsparede midler.
Kunstnerisk integritet og ingen kompromisser
Den tredje film er forbudt i Vietnam. Dens producer, Truoag Xuan Dang, er omgæret med stor respekt af Ngyen og La Vans. Han var klædt i traditionelt vietnamesisk tøj. En sort dragt med en bred krave i stærke orange og røde nuancer, som løb rundt om hans hals og halvvejs ned ad kroppen.
Truong Xuan Dang er producer af filmen Inseminator. Filmen er en stærk sanselig og fysisk-kødelig fortælling om en far, der anstrenger sig for at få sin handicappede søn gift så slægten kan blive videreført.
Censurmyndighederne i Vietnam har ikke givet nogen begrundelse for at have forbudt denne film, men filmen har en række nøgenscener og berører temaer som incest. Selv forstår Truong Xuan Dang ikke, at filmen skulle handle om tabuer, idet han mener, at den beskriver fundamentale livsomstændigheder.
Filmen er stærkt æstetisk. Dens billeder er knivskarpe, smukke og har en stor kunstnerisk tyngde. Det er i høj grad filmens visuelle udtryk og stemninger, der præger filmen – i langt højere grad end historien.
Truong Xuan Dang har ikke fået støtte udefra til filmprojektet, der udelukkende er finansieret af instruktørens (Bui Kim Quy) egne penge, med støtte fra filmholdet og venner. Alle har arbejdet uden at få løn og filmen er produceret på et absolut minimalt budget.
Truong Xuan Dang gør meget ud af at forklare, at de har været tvunget til at benytte simple metoder i produktionen af film. Det er måske netop det simple og enkle, der er filmens styrke. Samtidig betyder det, at filmen er blevet præcis som den skal være. Intet kunne ifølge produceren have været lavet anderledes. På spørgsmål om filmens forbud afviser han helt at gå ind i overvejelser om der kunne have været lavet ændringer af hensyn til censuren.
Stragier over for censurmyndighederne og filmisk vision
Under interviewet bryder Diep Hoang Nguyen og Truong Xuan Dang ud i en vild diskussion på vietnamesisk om netop forholdet til censurmyndighederne.
Diep Hoang Nguyen argumenterer for, at man godt kunne bøje sig lidt for at få sine film gennem censurmyndighederne. Det har hun selv gjort for at få oplæg til sine film accepteret. Det kan så betyde at bestemte scener ikke kommer med i den version af filmen, som kan vises i Vietnam. Men i det tilfælde vil enhver kunne se den fulde version på internettet. Censurmyndighederne er godt klar over det, men de vælger at kigge den anden vej. Diep Hoang Nguyen kigger på et tidspunkt direkte på Truong Xuan Dang undrende som for at spørge hvorfor han ikke har gjort noget lignende. Han er helt afvisende, og han misbilliger den blotte tanke om at have den slags overvejelser.
Der kan være en hvis form for logik i forskellen på deres temperamenter og valg, når man tænker på filmenes finansieringsgrundlag, men Diep Hoang Nguyen har også en kønspolitisk vinkel på sagen. Hun konstaterer tørt, at mænd fører krig, men kvinder føder børn – og derfor er de tvunget til at få det bedste ud af situationen. Diskussionen forstummer. De har hver især sagt, hvad de mener. Og visning af Diep Hoang Nguyens film er færdig, så hun skal ind og svare på spørgsmål fra publikum.
Et kræsent vietnamesisk publikum
De tre filmskabere er meget enige om, at der er nogle eksterne faktorer uden for deres films rækkevidde, som er vigtige for at forstå forandringen af vilkårene for vietnamesisk film.
Et meget vigtigt aspekt er internationale priser og udenlandsk opmærksomhed. Det lægger pres på den vietnamesiske regering og censurmyndighederne i Vietnam. Men de fortæller at presset fra publikum har haft endnu større betydning. Det faktum at befolkningen i Vietnam simpelthen ønsker nogle andre film, end dem som regeringen ellers har støttet. Tidligere har regeringen styret filmproduktionen hårdt. Filmene skulle følge bestemte moralkodeks, og måtte udelukkende være banale kærlighedshistorier. Unge vietnamesere har vendt sig fra den slags film, og de er begyndt at efterspørge film der handler om spørgsmål der har betydning for deres liv.
På mit spørgsmål om, hvorfor der er sket den ændring i befolkningen – og hvorfor det sker lige nu, siger Kiet La Van, at det er en uundgåelig udvikling. Uden han kommer med en nærmere forklaring. Heller ikke Diep Hoang Nguyen giver nogen anden forklaring, end at der er grænser for hvor længe en befolkning vil finde sig i at se film, der ikke er vedkommende.
Interviewet er ved at være slut, og vi kommer det ikke nærmere. Men måske hænger det sammen med den tidligere omtalte internationale opmærksomhed. Samtidig er det svært at forhindre den vietnamesiske befolkning i at se de film, som de vil. De film, som bliver censureret eller forbudt af censurmyndighederne kan som oftest ses på YouTube. Det er imidlertid kun Inseminator – af de her omtalte film, som er forbudt i Vietman.
