Med Nicolei Faber som instruktør har teatergruppen Flyvende Grise begået en u-landsoplysende forestilling, der er bemærkelsesværdig i både sin skuespiller-præsentation, sin scenetekniske formåen og i sin research.
Ene mand på scenen fører Thomas Corneliussen publikum gennem det borgerkrigshærgede Sydsudan, hvor nødhjælpsarbejderne gennemlever flere stadier.
Der er er ikke langt fra første til sidste stadie, hvor håbløsheden er sat ind, og idealismen erstattet med gin & tonics på byens mest fornemme hotel.
Casper har forsket i, hvorvidt nødhjælp virker. Og det ser sort ud, fortæller han i forestillingens første scene, hvor han er ved at præsentere sit forskningsprojekt med titlen ’Hjælper hjælpen?’.
Her beretter Casper, at der nok har været fremskridt for de fattigste i verden de seneste år, men at det ikke er nødhjælpen, der kan tage æren, men derimod landenes egen udvikling.
Ifølge Casper forholder det sig sådan, at 90 procent af dem, levestandarden er forbedret for, er kinesere, der har kæmpet sig op i landets middelklasse. Kun de sidste 10 procent befinder sig i de afrikanske lande, der i årtier har modtaget international bistand.
Det er faktisk bevist, fortæller Casper, at landene klarer sig bedre, når hjælpeorganisationerne igen forlader landet, fordi for eksempel fødevarehjælp er med til at sænke priserne så meget, at landmændene dårligt kan overleve.
Netop som Casper har talt sig varm og er begyndt at putte de majskorn, der symboliserer nødhjælpskronerne i lommen, som var han et korrupt statsoverhoved, ringer hans mor.
Caspers søster, der som sygeplejerske har været frivillig i Sydsudan, er forsvundet, og der er intet andet for, end at Casper må tage det første fly til verdens yngste nation, hvor borgerkrig og voldsomme naturfænomener gør hverdagen utilregnelig.
På sin vej møder Casper både kompromisløse sydsudanere og vestlige udviklingsarbejdere, der for længst har givet op og hverken kan være i den sydsudanske virkelighed eller slippe den.
Der er flere fremragende passager i forestillingen, hvor skuespiller Thomas Corneliussen demonstrerer sin evne til hurtigt at hoppe ud og ind af karakterer og spille de forskellige typer i udviklingsmiljøet på troværdig og genkendelig vis.
En NGO’s drøm
Otte måneder forud for premieren 19. februar gik Nicolei Faber og Flyvende Grise i gang med at lave research til forestillingen. De gravede ned i artikler og rapporter om nødhjælp og udviklingsarbejde og interviewede danske NGO’er og konsulenter.
Og det tunge researcharbejde har båret frugt. For sjældent oplever man udviklingsbistanden taget op som emne på de skrå brædder som andet end en kulisse.
De Flyvende Grise leverer det, som mange danske NGO’er til stadighed drømmer om: En nuanceret, veldokumenteret og underholdende fortælling, der uden at opgive kompleksiteten berettiger bistand til nødlidende mennesker – og oven i købet når ud til nye målgrupper.
I HJÆLP! handler det ikke om at fremstille afrikanere som hjælpeløse – som i fundraisingens første periode – men i stedet om, gennem Casper og rejsen til Sydsudan, at konkretisere udviklingssamarbejdet og de yderst komplekse situationer, hvor nødhjælp finder sted.
Det er en barsk kontekst, Casper befinder sig i, da han lander i Juba: Her forsøger han forgæves at komme ind i en flygtningelejr i håb om, at han der kan få nye oplysninger om sin søsters færden.
For overhovedet at få adgang må dollars imidlertid skifte hænder, hvilket får Casper til sarkastisk at spørge, om de virkelig er bange for, at han finder et tomt telt og flytter ind?
Da det lykkes ham at komme ind i lejren, møder han en lejrleder, hvis slukkede håb afspejles i stemmeføringen.
Lejren, der skulle være tryg og god for et udsnit af de i alt mere end 1,5 million internt fordrevne i Sydsudan er præget af druk og vold, og de kvindelige beboere prostituerer sig for at skaffe føde til familien.
Når majsen falder
Fra flygtningelejren drager Casper mod det farlige ingenmandsland, hvor hans søster formodes at være.
Regntiden og Sydsudans mangel på asfalterede veje gør det umuligt at komme frem i bil. Her kommer sceneteknikkens uovertrufne arbejde for alvor til skue, idet tusindvis af majskorn falder ned fra loftet, som var det kaskader af vand.
Måden hvorpå kornene hopper tilbage op fra gulvet, når de rammer det, er ikke bare smukkere end det naturlige regnvejr, når det er smukkest. Det fungerer også som en henvisning til Afrikas røde jord.
Med mudderkaskader langt over støvlekanten må Casper endnu engang hive flere tusind dollars op af lommen for at komme med som passager på et af de khat-smugler-fly, der fra Nairobi flyver ind over Sydsudan.
På turen giver den vanvittige smugler eksempler på, hvordan Afrika i realiteten er et kontinent i rivende udvikling, der ikke består af hjælpeløse individer.
F.eks. er Kenya det land i verden, der er længst fremme indenfor teleteknologisk udvikling med Silicon Savannah som Østafrikas svar på Silicon Valley. Problemet er bare, fortæller smuglerkaptajnen, at det kun er de rigeste, der får del i goderne.
Krybdyrhjernen tager over
Smuglerkaptajnen efterlader Casper i Etiopien på grænsen til Sydsudan, hvor resten af hans rejse foregår til vands. Syg af malaria opstår der et intermezzo i Caspers karakter, hvor et krybdyr sniger sig ind.
Her er den jakkesæt-klædte, intellektuelle forsker, vi mødte i starten af stykket, erstattet af en rablende desperation, hvor reptilhjernen fører ordet.
Det er et vellykket, alternativt billede på psyken i nød, samtidig med at krybdyrets monolog minder publikum om, at det var her, i Etiopien, at mennesket tog sine første skridt og gjorde sig sine første tanker.
Selv om rejsen ned ad floden i kombination med Caspers malaria-udbrud kommer faretruende tæt på Joseph Conrads ”Heart of Darkness”, som er udskældt for sin fremstilling af Afrika og afrikanere, er det her, man mærker personen Casper i kød og blod, og det gør det til en af stykkets allerstærkeste scener.
Der bliver aldrig svaret på, om ’hjælpen hjælper’.
Men i løbet af forestillingen bliver det gennem Casper klart, at skrivebordsstudiets skarpe, bistandsskeptiske konklusioner fra første scene må forvitre i mødet med de mennesker, der befinder sig midt i den komplekse og barske (post-)konfliktsituation i Sydsudan.
Både det traditionelle teaterpublikum og NGO-ansatte får således noget med hjem fra Teater Republique. Og er man lærer, er det oplagt at tage klassen ind og opleve noget så sjældent som underholdende u-landsoplysning.
HJÆLP! havde premiere d. 19. februar og kan ses frem til 14. marts på Teater Republique på Østerbro i København. Læs mere om forestillingen og køb billetter på republique.dk
